(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Den Danske Stjerne"

lt§ øi- 



■4 i 





Det 

inspirerende 
budskab 

AF ÆLDSTE RICHARD L. EVANS 
af De Tolvs Råd 



Der er fristelser overalt. Mulighederne for at øve det onde eller for at gøre godt 
findes alle steder, men vi bør ikke falde for fristelsen. Som en vittig iagttager 
sagde: „Når visse mennesker flygter fra fristelse, efterlader de den nye 
adresse." Hvis vi ikke ønsker at gøre det forkerte, bør vi ikke engang overveje 
den tanke. Hvis vi ikke ønsker, at fristelsen skal følge os, bør vi ikke handle, 
som om vi er interesserede. Der er aldrig nogen, der er faldet i en afgrund, 
uden at de først er gået hen til den. 

Og lad det blive sagt her, at vor Fader i himmelen ikke er teoretiker. Skaber- 
værket holdes ikke i gang ved teori. Foråret vender ikke teoretisk tilbage. 
Sæden vokser ikke teoretisk. De fysiske, moralske og åndelige love gælder 
stadig. Der er ingen, der har ophævet dem. Ingen har ret til at ophæve 
dem — undtagen Gud, som gav dem. Og når vor Fader giver os råd eller be- 
falinger, kan vi være forvissede om, at de er af afgørende betydning. Når Han 
giver noget til os, gør vi bedst i at tro det. Hvis vi lever på én måde, får vi ét 
resultat; hvis vi lever på en anden måde, får vi et andet resultat. 
Gud velsigne jer, mine kære, unge venner. Lev ikke efter forlydender. Løb ikke 
planløst fra det ene til det andet i søgen efter det, som allerede er fundet. Følg 
ikke vore dages sofisterier og fristelser. Følg de råd og de befalinger, Gud har 
givet og find den fred og lykke, der kommer på grund af velovervejet livsførelse 
og et liv i bøn og renhed. O 



INDHOLDSFORTEGNELSE 

Vor interesse for alle vor faders børn. Af Præsident Joseph Fielding Smith .... 323 

Den højtidelige forsamling. Af iay M. Todd 325 

Statistisk rapport 1 969 327 

Virkeligheden af Guds eksistens. Af Howard W. Hunter 328 

Fra svaghed til styrke. Af Hartman Rector, Jr 330 

Ærlighed er den bedste politik. Af Theodore M. Burton 332 

Lad os være tapre. Af N. Eldon Tanner 335 

Den Præsiderende Biskop taler til ungdommen om: Tiende 337 

Ånden som en veltalende stemme. Af Boyd K. Packer 338 

Blot en lærer. Af Thomas S. Monson 341 

Sara M. Tanners Hengivenhed for hjem, familie og kirke. Af Eleanor Knowles . . 344 

Frelse er et familieanliggende. Af Bruce R. McConkie 346 

Børnenes sider: Lille-Per. Af Kathleen C. Phillips 81 

Hyrdedregen David. Af Dorothy O. Barker 85 



FORSIDEN FOR DENNE MÅNED er et maleri af kunstneren Tom Lowell. Billedet 
viser Johannes Døberen, som overdrager Joseph Smith og Oliver Cowdery Det 
aronske Præstedømme. Kunstneren undersøgte nøje de historiske henvisninger 
til dette storslåede øjeblik i Kirkens historie, ligesom han også studerede foto- 
grafier af Susquehanna-flodens bredder fra glas-negativer, fotograferet for 
over 80 år siden. Dette maleri skal udstilles sammen med andre grafiske værker 
i det nyt turistcenter i Independence, Missouri. O 




DEIV 
STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 

Nr. 11 • November 1970 
119. Årgang 



Udgivet af 

Den danske Mission af Jesu 
Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige 

Dalgas Boulevard 164 
2000 København F. 
Telf. Fasan 9901 
Postgiro 333.38 

Paul L. Pehrson 
missionspræsident, 
ansvarshavende redaktør 

Nyheder: 

Mary Kaiser, redaktør 

Koordinator: Bernd J. Larsen 



Den danske Stjerne udkommer 
den 1. i hver måned. Abonne- 
mentsprisen (inkl. porto) er i 
Danmark kr. 13.- pr. halvår, 
kr. 25.- for et helt år, i udlandet 
$ 3.- pr. halvår, $ 5.- for et 
helt år. I løssalg kr. 2.50 pr. 
nummer. Betaling ved check 
udstedt til Den danske Stjer- 
ne, Priorvej 12, København F. 
eller gennem postgiro 333.38 
til Jesu Kristi Kirke af Sidste 
Dages Hellige. (De nævnte pri- 
ser er inklud. moms.) 

Tryk: 

Paul Giese KG, Offenbach/M., 
Deutschland 

Layout: 

PBO-Layout-Center, Frankfurt 



Vor interesse 

for alle 
vor faders børn 



AF PRÆSIDENT JOSEPH FELDING SMITH 

Mine elskede brødre og søstre: Jeg er mere taknem- 
melig, end jeg med ord kan give udtryk for, for de 
velsignelser, Herren har givet mig- for de trofaste 
medlemmer i Hans Kirke i jordens forskellige natio- 
ner og for alle Hans børn overalt. 
Jeg takker Ham hver eneste dag i mit liv, fordi Han i 
disse sidste dage har gengivet sit evige Evangelium 
til frelse for alle, som vil tro og adlyde dets love. 
Jeg takker Ham for hver af de gode og fremragende 
mænd, Han har skænket livet, som Han har kaldet til 
at styre og lede sit Riges anliggender i de sidste 
dage, og som hver især yder deres tjeneste. 
Lad mig især nævne, hvor meget vi savner Præsi- 
dent David O. McKay. Som vi alle ved, var han en 
mand med stor åndelig styrke, den fødte anfører for 
mennesker, en mand, der var elsket af sit folk og 
æret af verden. Gennem alle kommende tider vil 
mennesker stå op og kalde hans navn velsignet. (Se 
Salme 72:17; Ordspr. 31 :28.) 

Præsident McKay mindede os ofte om, at vor mis- 
sion gælder hele verden — for fred, håb, lykke, time- 
lig og evig frelse for alle vor Faders børn. 
Han udvidede de uddannelsesmæssige muligheder 
til at gælde mange folk i mange lande: Hawaii, Stille- 
havsøerne, Latin Amerika og vidt iblandt Indianerne. 
I sin bemærkelsesværdige og vidtrækkende admini- 
stration søgte han at velsigne hele verdens befolk- 
ning, såvidt det var muligt. 

Og jeg siger jer, mine elskede brødre og søstre, at 
jeg ved, at Herren havde behag i Præsident McKay's 
vidtskuende, fremsynede administration, og med al 
min overtalelses kraft opfordrer jeg dette folk til 
vedblivende at sætte sig i kontakt med alle vor 
Faders børn overalt og bringe velsignelse ind i deres 
liv. 

Lad mig også sige, hvor glade vi som et folk er for 
den øgede forståelse og det venlige forhold, der 
består mellem os og andre trossamfund; jeg stoler 
på og beder om, at dette sunde forhold i sympati og 
kristent fælleskab vil øges og blive til velsignelse i 
livet for alle dem, som kommer i berøring dermed. 



Jeg tror, at hvis alle mennesker vidste og forstod, 
hvem de er, og var klar over den guddommelige 
kilde, de stammer fra, og over de uendelige mulig- 
heder, der er en del af deres arv, ville de have så- 
danne følelser af godhed og slægtskab, så det ville 
ændre hele deres livsfilosofi og bringe fred til jor- 
den. 

Vi tror på menneskets guddommelige oprindelse og 
værdighed. Vor tro er grundfæstet på den kends- 
gerning, at Gud er vor Fader, og vi er Hans børn, og 
at alie mennesker er brødre og søstre i den samme 
evige familie. 

Som medlemmer af Hans familie boede vi hos Ham, 
før denne jords grundvold blev lagt, og Han ordi- 
nerede og oprettede Frelsens Plan, hvorved vi op- 
nåede det privilegium at gå fremad og udvikle os, 
således som vi bestræber os på at gøre. 
Den Gud, vi tilbeder, er et herliggjort væsen, i hvem 
al magt og fuldkommenhed bor, og Han har skabt 
mennesket i sit eget billede og sin egen lighed med 
de samme karaktertræk og egenskaber, som Han 
selv besidder. (Se 1 . Moses 1 :26.) 
Og derfor er vor tro på menneskets værdighed og 
bestemmelse en væsentlig del af både vor teologi 
og vor livsfilosofi. Det er selve fundamentet for vor 
Herres lærdomme, at „det første og store bud" er: 
„Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af 
hele din sjæl og af hele dit sind"; og at det andet 
store bud er: „Du skal elske din næste som dig 
selv." (Se Matt. 22:37-39.) 

Netop fordi Gud er vor Fader, nærer vi et naturligt 
ønske om at elske og tjene Ham og at være værdige 
medlemmer af Hans familie. Vi føler os forpligtet til 
at gøre, hvad Han ønsker, vi skal gøre, at holde Hans 
bud og leve i harmoni med Hans Evangeliums stan- 
darder — hvilket altsammen hører med til sand guds- 
dyrkelse. 

Og fordi alle mænd er vore brødre, ønsker vi at elske 
og velsigne dem og høre sammen med dem — og 
dette accepterer vi også som en væsentlig del af 
sand gudsdyrkelse. 

Således drejer alt, hvad vi foretager os i Kirken, sig 
om den guddommelige lov, at vi alle skal elske og 
tilbede Gud og tjene vore medmennesker. 
Det er derfor ikke så underligt, at vi som en kirke og 
som et folk har en dyb og vedvarende interesse for 
alle vor Faders børns velfærd. Vi søger deres time- 
lige og åndelige velbefindende sammen med vor 
egen. Vi beder for dem, ligesom vi beder for os selv, 
og vi prøver at leve således, at de, når de ser vore 
gode gerninger, kan blive ledet til at ære vor Fader, 
som er i Himmelen. (Se Matt. 5:16.) 
Som en Kirke glæder det os at anbefale og op- 
muntre ethvert civilt og kulturelt projekt eller fore- 



323 



tagende, der er opbyggeligt og sundt, og som vil 
være til gavn og velsignelse for menneskene. 
I en af vore trosartikler erklærer vi: „Vi tror, at vi må 
være ærlige, sandfærdige, kyske, velgørende og dy- 
dige og gøre godt mod alle ... Vi tragter efter alt, 
hvad der er dydigt, elskeligt, hvad der har godt lov 
eller er prisværdigt." (Den 13. Trosartikel.) 
I en af Herrens åbenbaringer har vi fået det råd, at 
„Menneskene burde virke med iver for en god sag 
og gøre mange ting af egen fri vilje og udøve megen 

Vi misbilliger kraftigt nogle af de samfundsmæssige 
og kulturelle udviklinger, der har eksisteret og stadig 
eksisterer i vort samfund, og vi har en fast tro på, at 
alle bestemmelser vedrørende moralske emner bør 
være i harmoni med de standarder, der findes i de 
hellige Skrifter, der begynder med Det gamle Testa- 
mente og indbefatter de andre værker af åbenbaret 
Skrift, som Gud har givet til de efter hinanden føl- 
gende forvaltninger. 

En af disse guddommelige standarder siger: „Og 
det, der ikke opbygger, er ikke af Gud, men er 
mørke." (L & P 50:23.) Som et folk søger vi — både 
for os selv og for hele menneskeheden — kun de 
ting der virker opbyggelige, oplysende, opløftende 
og forædlende. 

Vi tror, at det er nødvendigt at vore unge mennesker 
får tilstrækkelig uddannelse til at de kan klare sig 
selv i denne meget særegne tidsalder, så de kan 
tjene deres medmennesker; vi har hidtil støttet ud- 
dannelse på alle planer, og det vil vi også gøre i 
fremtiden. 

Vi har imidlertid ingen sympati for den splittelsens 
og uenighedens ånd, der sommetider findes på hø- 
jere læreanstalter. Vi opfordrer vor ungdom til at 
undgå disse demonstrationer af ubehersket opførsel 
og hellere stille sig på lovens, ordenens og de velo- 
vervejede handlingers side. 

Det er vort håb og vor bøn, at mennesker i alle natio- 
ner kan leve i fred og vise respekt for hinandens tro 
og gudsdyrkelse og at enighedens og broderskabets 
ånd på alle områder må være rigelig til stede. 
Vi ved, at der er mange mennesker, som søger at 
leve retskaffent, og som ønsker hovedsageligt at 
opretholde de samme standarder, som vi holder fast 
ved. Vi glæder os over det mod, de viser, og håber, 
at de vil føle sig fri til at tage mod det kristne fælles- 
skabs hånd, som vi rækker dem, eftersom vi alle 
søger mod de store mål, der er så vigtige for enig- 
hed og sand gudsdyrkelse. 

Vi interesserer os stærkt for al ungdoms åndelige og 
moralske velfærd over hele verden. Moral, kyskhed, 
dyd, frihed for synd — disse begeber er og skal 



være fundamenter for vor livsfilosofi, hvis vi skal 
forstå livets fuldstændige mål. 

Vi beder indtrængende fædre og mødre om at lære 
deres børn personlig renhed ved forskrift og eksem- 
pel og til at råde dem i alle sådanne spørgsmål. 
Vi beder forældrene vise eksempel på retfærdighed 
gennem deres egen livsførelse og samle deres børn 
omkring sig og lære dem Evangeliet ved deres 
hjemmeaftener og til andre tider. 
Vi har tillid til den unge og lovende generation inden 
for Kirken og beder dem indtrængende om ikke at 
følge verdens moder og skikke, ikke deltage i den 
oprørske ånd, ikke at forlade sandhedens og dydens 
stier. Vi tror på det gode i dem og forventer, at de 
bliver retfærdighedspiller, og at de med øget tro og 
effektivitet vil føre Kirkens værk videre. 
Vore unge er blandt vor himmelske Faders mest vel- 
signede og begunstigede børn. De er Himmelens 
adel, en udsøgt og udvalgt generation, som der er 
guddommelig bestemmelse med. (Se 1. Peter 2:9.) 
Deres ånder er blevet holdt tilbage til at komme frem 
i denne tid, hvor Evangeliet findes på jorden, og hvor 
Herren trænger til tapre tjenere, der vil føre Hans 
store sidste-dages-værk frem. 

Må Herren velsigne jer, Zions ungdom og bevare jer 
trofaste mod hver en pagt og forpligtelse; må Han 
kunne få jer til at vandre på lysets og sandhedens 
stier og bevare jer til det store arbejde, der venter 
forude. 

Der har aldrig været en tid — i det mindste ikke i 
denne jords historie — hvor en gavmild og kærlig 
Faders velsignelser var så stærkt tiltrængt til alle 
mennesker, som de er nu. 

Og derfor beder jeg nu, at Gud, vor himmelske Fader 
vil åbne Himmelens sluser og udgyde over sine børn 
på hele jorden de store og evige velsignelser, som 
vil forberecte deres forhold både timeligt og åndeligt. 
Om menneskene dog blot ville forsage verdens veje 
og vende sig til Gud, som skabte dem! 
Ville de dog blot åbne deres hjerter og tage imod 
det lys og sandheds ord, som findes i Hans Søns 
Evangelium! 

Måtte der dog blive fred på jorden, broderskabs- 
følelse mellem nationerne og kærlighed i menne- 
skenes hjerter! 

Jeg beder, at Gud, vor evige Fader, vil se til sit folk 
overalt i kærlighed og barmhjertighed — og til alle 
dem, som har valgt Ham til deres Gud, og som søger 
at tjene Ham i Hans Søns navn. 
Jeg beder, at forældre overalt må være lys for deres 
børn, at de må lede dem ind på sandhedens og ret- 
færdighedens veje, og at børnene vil tage imod for- 
ældrenes undervisning og blive bevaret for verdens 
ondskab. (Forts, på side 336) 



324 




Den 
højtidelige 



forsamling 



AF JAY M. TODD 
isterende administrerende redaktør 




Øverst: Det nye Første Præsidentskab opretholder Kirkens Generalautoriteter. 
Nederst: De Tolvs Råd (af hvilket de tre ældste medlemmer her ses) opretholder 
Kirkens Generalautoriteter. 




Den 6. april 1970 — på 140-årsdagen 
for Kirkens organisering i 1830 — blev 
Præsident Joseph Fielding Smith i en 
højtidelig forsamling opretholdt som 
den tiende Profet, Seer og Åbenbarer 
samt Præsident for Jesu Kristi Kirke af 
Sidste Dages Hellige. 
Samlet i Tabernaklet på Temple 
Square ved mødet kl. 10. under den 
140. årlige Generalkonference var re- 
præsentanter fra næsten enhver stav, 
hvert ward og hver mission i Kirken. 
De var kommet for at tage del i en af 
de mest betagende, inspirerende og 
fordringsløse oplevelser i Kirkens 
styre, nemlig opretholdelsen i højtide- 
lig forsamling af en ny Præsident for 
Kirken, medlemmerne af Det første 
Præsidentskab, De Tolvs Råd og Kir- 
kens Patriark som profeter, seere og 
åbenbarere. 

I flere åbenbaringer til profeten Joseph 
Smith instruerede Herren ham om at 
„sammenkalde jeres højtidelige for- 
samling". (L&P 95:7; se også 88:70 
og 109:6.) Denne afstemningsorden er 
blevet anvendt siden opretholdelsen 
af Præsident John Taylor under Gene- 
ralkonferencen i 1880. (Essentials in 
Church History by Joseph Fielding 
Smith, p. 589.) Sådanne forsamlinger 
er tidspunkter for forpligtelse og ind- 
vielse, tidspunkter der identificeres 
med Åndens udgydelse over dem, som 
deltager, enten de er til stede person- 
lig eller gennem radio og TV. 
Under opretholdelsen af Kirkens Ge- 
neralautoriteter er den højtidelige af- 
stemning, der gør Kirken uafhængig, 
blevet betragtet som et mønster, hvori 
de vigtige, styrende råd for Præste- 
dømmet og de forskellige kvorum'er 
(som får anvist plads forskellige ste- 
der i Tabernaklet) rejser sig og frivil- 
ligt stemmer med oprakte hænder for 
hvert embede, hvorefter forsamlingen 
rejser sig og stemmer. 
Den egentlige opretholdelse varede 
35 minutter. 

Opretholdelse af Det første 
Præsidentskab: 

1. Det første Præsidentskab rejste sig 
og stemte for at opretholde præsident 
Joseph Fielding Smith som Profet, 
Seer og Åbenbarer samt Præsident for 
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hel- 
lige; stemte for at opretholde præsi- 
dent Harold Bingham Lee som 1. råd- 



325 



giver i Det første Præsidentskab og 
stemte for at opretholde præsident 
Nathan Eldon Tanner som 2. rådgiver 
i Det første Præsidentskab. Derefter 
satte de sig. 

2. De Tolvs Råd rejste sig, stemte for 
de ovennævnte tre forslag og satte sig. 

3. Kirkens patriarker indbefattet Kir- 
kens Patriark, rejste sig, stemte for de 
tre forslag og satte sig. 

4. Kirkens højpræster, indbefattet 
assistenterne til De Tolvs Råd, Regio- 
nal-repræsentanterne for De Tolvs 
Råd, stavspræsidenter og deres råd- 
givere, højrådsmedlemmer, Det Præ- 
siderende Biskopråd og wardernes 
biskopråd stemte for de tre forslag og 
satte sig. 

5. Kirkens halvfjerdser, indbefattet 
præsidenterne for De Halvfjerds' 
Første Råd, rejste sig, stemte for de 
tre forslag og satte sig. 

6. Kirkens ældster rejste sig, stemte 
for de tre forslag og satte sig. 

7. Kirkens mindre Præstedømme 
rejste sig, stemte for de tre forslag og 
satte sig. 

8. Hele forsamlingen, indbefattet alle 
dem, som stemte før, rejste sig og 
stemte for de tre forslag, hvorefter de 
satte sig. 



Opretholdelse af Præsidenten for De 
Tolvs Råd, — den fungerende Præsi- 
dent for De Tolvs Råd og medlem- 
merne af De Tolvs Råd. 

1. Det første Præsidentskab rejste sig, 
stemte for at opretholde præsident 
Harold Bingham Lee som Præsident 
for De Tolvs Råd og præsident Spen- 
cer Woolley Kimball som fungerende 
Præsident for De Tolvs Råd; stemte 
for at opretholde som medlemmer af 
De Tolvs Råd: Spencer W. Kimball, 
Ezra Taft Benzon, Mark E. Petersen, 
Delbert L. Stapley, Marion G. Romney, 
LeGrand Richards, Richard L. Evans, 
Hugh B. Brown, Howard W. Hunter, 
Gordon B. Hinckley, Thomas S. Mon- 
son, og Boyd K. Packer. 

Derefter satte medlemmerne af Det 
første Præsidentskab sig. 

2. De Tolvs Råd rejste sig, stemte for 
ovennævnte forslag og satte sig. På 
samme måde fortsatte afstemningen 
for disse forslag efter tur ved Det 
første Præsidentskab, patriarkerne, 
højpræsterne, halvfjerdserne, ældster- 




Heie forsamlingen rejser sig og 




stemmer for Kirkens ledere. 



ne, Det mindre Præstedømme, og hele 
forsamlingen. 

Afstemning om Kirkens Patriark: 

1. Det første Præsidentskab rejste 
sig, stemte for at opretholde Eldred 
G. Smith som Patriark for Kirken — og 
satte sig. 

2. På samme måde stemte som tidlige- 
re angivet, De Tolvs Råd, patriarkerne, 
højpræsterne, halvfjerdserne, Det 
mindre Præstedømme og hele forsam- 
lingen efter tur for dette forslag. 

Opretholdelse af profeter, seere og 
åbenbarere: 

1. Det første Præsidentskab rejste sig 
og stemte for at opretholde rådgiverne 
i Det første Præsidentskab, De Tolv 
Apostle og Patriarken for Kirken som 
profeter, seere og åbenbarere — 
hvorefter de satte sig. 

2. Efterhånden, som de blev kaldt frem 
i ovennævnte rækkefølge stemte De 
Tolvs Råd, patriarkerne, højpræsterne, 
halvfjerdserne, ældsterne, Det mindre 
Præstedømme og hele forsamlingen 
på forslaget. 

Efter denne afstemningsorden fulgte 
resten af afstemningen efter den sæd- 
vanlige orden, hvor alle medlemmer 
bliver siddende og stemmer samtidig 
på hvert forslag med oprakt hånd. 
Denne orden, som er lig den, der an- 
vendes ved andre generalkonferen- 
cer i Kirken, blev fulgt, da man stemte 
for: Assistenterne til De Tolvs Råd, 
Det Præsiderende Biskopråd, Regio- 
nalrepræsentanterne for DeTolvs Råd, 
Joseph Fielding Smith som formynder 
for Kirken, De Halvfjerd's første Råd, 
Kirkens Historieskriver og de assiste- 
rende historieskrivere for Kirken, med- 
lemmerne af de fire general-præste- 
dømmekomitéer for velfærdsarbejdet, 
hjemmelærerarbejdet, missionærarbej- 
det, og det genealogiske arbejde; Kir- 
kens Uddannelsesbestyrelse, Kirkens 
Økonomi komité, Tabernakel korets 
funktionærer, hjælpeorganisationer- 
nes generalfunktionærer og -bestyrel- 
sesmedlemmer, som de for nylig blev 
konstitueret for Hjælpeforeningen, 
Søndagsskolen, Unge Mænds GUF, 
Unge kvinders GUF og Primary. 
Den årlige statistiske rapport og 
Church Finance Committee rapport 
blev derefter oplæst. O 



326 




Kirkens mindre Præstedømme rejser sig og opretholder Kirkens Første Præsidentskab ved oprakt højre hånd. 



Statistisk 
rapport 

1969 



Det Første Præsidentskab har forelagt 
følgende statistiske rapport vedrøren- 
de medlemsantallet i Kirken ved slut- 
ningen af året 1969: 

Stave 496 

Warder 3.910 

Afhængige grene i stave 682 
Samlede antal warder og 

uafhængige grene i stave 4.592 

afhængige grene i stave 4.592 

Missiongrene 2.016 

Fuldtids-missioner 88 
Kirkens medlemstal 

Stave 2.344.635 

Missioner 462.821 

Total 2.807.456 



Kirkens vækst i 1969 
Børn velsignet i stave 
og missioner 62.1 13 

Børn optegnet, døbt i stave 
og missioner 54.606 

Omvendte, døbt i stave 
og missioner 70.010 

Samfundsstatistik (Baseret 

på 1969 data fra stave) 

Fødselsantal pr. 1000 28,18 

Antal personer viet pr. 1000 16,67 
Døde pr. 1000 5,04 

Medlemmer med Det aronske 

Præstedømme 

Diakoner 128.614 

Lærere 91.603 

Præster 138.571 

Total i Det aronske 
Præstedømme 358.788 

Medlemmer med Det melkise- 

dekske Præstedømme 

Ældster 233.108 

Halvfjerdser 23.204 

Højpræster 78.973 

Total i Det melkisedekske 
Præstedømme 335.285 

Total aronske og melki- 
sedekske Præstedømme 694.073 
(En forøgelse på 33.183 i årets løb) 

Hjælpeorganisationerne 
Hjælpeforeningen 

(Medlemsantal) 325.042 

Søndagsskolen, 
gennemsn. tilst. 889.778 



Unge Mænds GUF 

(indskrevet) 292.891 

Unge Kvinders GUF 

(indskrevet) 366.749 

Primary (børn indskrevet) 464.100 
Velfærdsplanen 

Personer, som hjalp 

i årets løb 96.429 

Antal ansatte i lønnet 

arbejde 8.814 

Antal dage med mænds 

arbejde 202.637 

fællesarbejdsdage brugt til 

velfærdsarbejdet 7.501 

Genealogisk Forening 

Navne gjort klar til 

tempelordinanser 1.432.502 

(Genealogiske optegnelser 
mikrofilmet i 1 5 lande i løbet af året, 
giver et antal af 208.419 30,48 m 
ruller mikrofilm til brug for Kirken, 
hvilket er lig med over 3.200.000 
trykte værker å 300 sider hver.) 

Templer: Ordinanser udført i de 

13 virkende templer: 
for de levende 55.206 

for de døde 7.958.003 

Samlet antal ordinanser 8.013.209 

Kirkens skolesystem 

Samlet antal indskrevne i 

Kirkens skoler, institutioner 

og seminarer 193.155 



327 




Virkeligheden 
af Guds eksistens 



AF ÆLDSTE HOWARD W. HUNTER 
fra De Tolvs Råd 

(Tale holdt ved den 140. årlige Gene- 
ralkonference i Jesu Kristi Kirke af 
Sidste Dages Hellige.) 



Hvor er livet dog herligt, omgivet som 
vi er af den verdens skønhed, hvori v 
lever. Der er skønhed i bjergene, 
skovene, i søerne. Der er skønhed 
havet med dets aldrig standsende 
tidevand, skønhed på himmelhvælvin- 
gen, fyldt med lammeskyer, og der er 
skønhed i solskinnet og i regnen, i 
morgenen, dagen og natten. Årstider 
kommer og går; vi finder skønhed i 
foråret, der bringer nyt liv til hele na- 
turen — og skønhed i sommerens 
herligheder. Efteråret kommer med 
hele sin farveskala, før den stille vin- 
ter bringer sit hvide tæppe. Der er 
skønhed overalt, hvis vi ser efter det 
skønne. 

I universet hersker der en orden, man 
ikke kan lade være med at lægge 
mærke til. Dagene kommer, nætterne 
følger. Vandet stiger og falder regel- 
mæssigt, månens periodiske faser er 
nøjagtige, årstiderne kommer og går i 
naturens rækkefølge. Stjernerne på 
himmelen følger nøjagtig den udtalte 
orden; planeterne og deres satelliter 
bevæger sig præcis i forholdet til 
deres sole. Biologen ser underne og 
skønheden i dyre- og planteliv, kemi- 
keren opdager hemmelighederne ved 
jordens elementer; men med eller 
uden videnskabelig uddannelse bliver 
hvert menneske klar over et vældigt 
univers, i hvilket der hersker kompli- 
ceret nøjagtighed i hele naturen. 
Når vi ser fænomenerne på himmelen 
og på jorden, kan vi kun komme til én 
konklusion: de er virkninger af en eller 
anden stor årsag. Der kan ikke blive 
noget design uden en designer, intet 
kan blive bygget uden en bygherre. 
For enhver virkning er der en årsag. 
Der må være en ledende hånd til at 
føre universet i dets bestemte orden. 



Er vi tvunget til at indrømme, at der 
eksisterer et Allerhøjeste Væsen? 
Millioner af mennesker i verden har 
denne dybe, faste overbevisning. 
Er Gud skabt af menneskers tanker, 
eller er mennesket skabt af Gud? 
Menneskene kæmper med mange fun- 
damentale spørgsmål, men spørgs- 
målet, om Gud er en realitet eller ikke, 
burde gå forud. Metoden til løsningen 
af dette spørgsmål adskiller sig fra 
den, der anvises til videnskabelig 
undersøgelse. Vi behandler ikke et 
emne fra materialismens rige, snarere 
fra det åndelig rige. 
For at kunne finde virkeligheden af 
Guds eksistens, må vi følge den kurs, 
som Han anviste for vor søgen. Det er 
en vej, som fører opad; det kræver tro 
og anstrengelse at følge den, og det 
er slet ikke nogen nem vej. Det er 
grunden til, at mange mennesker ikke 
vil give sig i lag med den vanskelige 
opgave at bevise Guds eksistens for 
dem selv. Omvendt er der nogle, som 
vælger den nemme metode og for- 
nægter Hans eksistens eller blot føl- 
ger tvivlerens uvisse kurs. Sådanne er 
f.eks. ateister, hedningerne, fritæn- 
kerne, skeptikerne og agnostikerne. 
Metoden til studium af de fleste emner 
består i undersøgelse af deres historie 
og af alle kendte faktorer. Hvis vi nu 
begynder med historien og vender os 
til begyndelsen af den bedst kendte af 
de gamle optegnelser, læser vi føl- 
gende ord: „I begyndelsen skabte 
Gud himmelen og jorden." (1. Mos. 1.) 
Denne sætning danner grundlag for 
den hebraiske tro på skabelsen: at 
jorden ikke er fremkommetved en til- 
fældighed; det var heller ikke en til- 
fældighed, at den blev skabt. Den er 
et Allerhøjeste Væsens hensigtsmæs- 



sige skabelse i en bestemt og betyd- 
ningsfuld hensigt. 

Skal vi blindt acceptere denne ud- 
talelse om Skabelsen? Forfatteren af 
disse ord fra den samling skrifter, der 
kaldes for „De fem Mosebøger", var 
ikke vidne til Skaberens arbejde, men 
havde samme tros-overbevisning, som 
senere fandt udtryk hos forfatteren til 
Hebræerbrevet i disse ord: „Tro er 
fast tillid til det, man håber, overbevis- 
ning om ting, man ikke ser." (Hebr. 
11:T.) Sommetider betyder „tro", at 
man skal tro, at noget er sandt, hvor 
overbevisningen ikke er tilstrækkelig 
til at danne kundskab. Vi må fortsætte 
undersøgelsen og følge den forma- 
ning: „Bed, så skal der gives jer; søg, 
så skal I finde; bank på, så skal der 
lukkes op for jer. 

Thi enhver, som beder, han får, og 
den, som søger, han finder, og den, 
som banker på, for ham skal der luk- 
kes op." (Matt. 7:7-8.) 
Efter at have meddelt, at Gud skabte 
himmelen og jorden, beretter Det 
gamle Testamente, at Gud talte med 
vore første forældre, Adam og Eva, i 
Edens Have. Han gav dem nogle bud, 
og Han samtalede med dem. Der er 
ikke tvivl om, at Adam instruerede 
sine efterkommere gennem otte gene- 
rationer op til fader Noa, om de ting, 
som han havde modtaget fra Gud gen- 
nem direkte tilkendegivelser. Noa 
havde direkte forbindelse med Gud og 
underviste ti generationer af sine 
efterkommere. 

Gud viste sig for Abraham, Isak og. 
Jakob. Moses blev fører for deres ef- 
terkommere, og vi husker den direkte 
forbindelse mellem Gud og Moses. 
Beretningen herom er blevet bevaret 
til alle efterfølgende generationer. 



328 



Også Det nye Testamente har opteg- 
nelser om, at Gud viste sig. Da Jesus 
blev døbt af Johannes, var der en 
åbenbaring: „Og se, der lød en røst 
fra himlene, som sagde: .Denne er 
min Søn, den elskede; i ham har jeg 
velbehag.'" (Matt. 3:17.) Og igen ved 
Forklarelsens bjerg: „. . . en lysende 
sky overskyggede dem; og se, fra 
skyen lød der en røst, som sagde: 
.Denne er min Søn, den elskede, i 
ham har jeg velbehag. Hør ham!' 
Og da disciplene hørte det, faldt de på 
deres ansigt, grebne af stor frygt." 
(Matt. 17:5-6.) 

Disse er kun nogle få af de mange til- 
fælde, hvor Gud har vist sig for sine 
børn, således som det står optegnet i 
Det gamle og Det nye Testamente. 
Skrifterne fra den vestlige halvkugle 
beretter også om forbindelse med 
Gud. Historien har rigeligt med doku- 
mentationer af Guds eksistens gen- 
nem Hans personlige handlinger med 
mennesker fra generation ti! genera- 
tion lige fra begyndelsen. 
Vi behøver ikke at holde os alene til 
historien for at finde bevis på et Aller- 
højeste Væsens eksistens; fornuften 
kan også bevise den for os. Et af de 
gamle argumenter, der blev bragt til 
torvs i syllogistisk form, er dette: Alt, 
hvad der er skabt, har en Skaber. Jor- 
den blev skabt, derfor har jorden en 
skaber. Jeg henviser igen til Hebræer- 
brevet, hvor forfatteren i følgende ord 
siger, at Gud er jordens skaber: 
„Hvert hus bygges jo af en eller an- 
den, men den, der har bygget alt, er 
Gud." (Hebr. 3:4.) Det bevægende 
univers med al dets skønhed og alle 
dets undere prøver at belære os om 
Guds eksistens som den store Skaber. 
En lærd mand har sagt: selv om 



videnskaben har gjort alle disse ting 
for mennesket, kan den ikke gøre det 
for ham, som han alene kan gøre for 
sig selv. Videnskaben kan belære, 
men kun den enkelte kan lære, d.v.s. 
at tilegnelse af lærdom er en person- 
lig proces, som et menneske må an- 
vende på sig selv, der er ingen der 
kan gøre det for ham. Intet menneske 
kan lære noget for et andet. Viden- 
skaben forkynder i almindelighed, at 
der en Gud, ikke sandt? Men at op- 
dage ham er en opgave, som den en- 
kelte må løse. Ateistens erklæring om, 
at der ikke er nogen Gud, beviser 
intet. Han kan oprigtigt tro, at vi ikke 
har nogen Fader i himmelen,' men han 
kan bestemt ikke bevise, at der ikke er 
en. Ja, vi ved, at han ikke ved det, 
fordi der er mennesker, som positive 
bevidner, at de ved det." (Joseph F. 
Merril [tidligere, nu afdød, medlem af 
De Tolvs Råd], The Truth-Seeker and 
Mormonism, p. 104-105.) 
Det er blevet sagt, at Gud ikke kan 
findes ved hjælp af videnskabelige 
instrumenter eller ved den moderne 
tids elektroteknik. Sandhedssøgeren 
kan imidlertid ikke overse en under- 
byggende kraft, så overbevisende for 
samvittigheden, at et Allerhøjeste Væ- 
sens eksistens bliver tydelig, hvis han 
søger efter årsagen til virkningen. 
Mennesket har en medfødt trang til at 
tilbede. I fordums tid talte Gud til 
Israel: „Jeg er Herren din Gud, som 
førte dig ud af Ægypten, af trælle- 
huset. Du må ikke have andre guder 
end mig." (2 Mos. 20:2-3.) Der er en 
dyb sandhed i den lære, der går som 
en rød tråd gennem den hellige hi- 
storie: at intet menneske kan dyrke 
mere end én Gud. At tilbede én Gud 
er at have én enerådende loyalitet i sit 



liv. Hvis vi havde bevidsthed om én 
Gud, den evige Fader, ville vi også 
have bevidsthed om én verden og én 
menneskehed under Gud — idet vi 
alle er brødre. 

Hvad er det, der får fofk til at føle 
trang til at tilbede? Det ser ud til, at 
menneskesjælen er født med et eller 
andet, der får den til at søge forbin- 
delse med Gud. I Jobs Bog siges det 
på denne måde: „Men der er en ånd i 
mennesket og den Almægtiges inspi- 
ration giver dem indsigt." (Job 32:8, 
King James' Version.) Denne udtalelse 
forekommer mig at være en hentyd- 
ning til menneskets skabelse. Ved 
denne ånd sættes han i stand til at 
forstå og ræsonnere og som følge der- 
af også til at skelne, hvad der er gud- 
dommelig sandhed. Ved hjælp af den- 
ner ånd kommer han til at kende Gud. 
Foruden de historiske beviser om Gud 
og menneskets ræsonneren sig til 
Hans eksistens, får man den sikreste 
kundskab om Ham gennem Hans 
åbenbaringer. Fra begyndelsen og op 
gennem Det gamle og Det nye Testa- 
mentes tider åbenbarede Gud sig for 
mennesket: først for Adam, så for 
patriarkerne blandt hans efterkom- 
mere indtil Noa, til hvem Han talte, og 
med hvem Han samtalede. Efter Noa 
åbenbarede Han sig til dem, der fulgte 
efter: Abraham, Isak, Jakob, Moses og 
profeterne ned til Kristi tid og mission. 
Han talte, dengang Jesus blev døbt, og 
ligeledes, da Han var på Forklarelsens 
Bjerg. 

Gud åbenbarede sig til føreren af den 
gruppe mennesker, der forlod den 
gamle verden på Babelstårnets tid og 
drog til den vestlige halvkugle. Seks 
hundrede år før Kristus talte Han til 

(Forts, på side 334) 



329 




Fra svaghed 
til styrke 



PRÆSIDENT HARTMAN RECTOR, JR. 
Af De Halvfjerds Første Råd 

Tale givet ved den 140. årlige general- 
konference i Jesu Kristi Kirke af 
Sidste Dages Hellige. 



„Mennesket, født af en kvinde, hans 
liv er stakket, han mættes af uro;" og 
lige så sikkertdisponeret for det onde, 
som „at gnisterne med sikkerhed flyver 
til vejrs." (Job 14:1, 5:7.) 
Disse ord af profeten Job er ikke sær- 
lig flatterende for mennesket, men de 
er fulde af sandhed. De fortæller kun 
alt for levende, hvordan det naturlige 
menneske er. Kong Benjamin føjede 
sit vidnesbyrd til dette, da han sagde: 
„Thi det naturlige menneske er en 
fjende af Gud og har været det siden 
Adams fald og vil vedblive at være det 
i al evighed, medmindre det under- 
kaster sig den Helligånds ledelse, af- 
lægger det naturlige menneske og bli- 
ver en hellig gennem forsoningen ved 
den Herre Kristus . . ." (Mosia 3:19.) 

330 



Dette er et stærkt vidnesbyrd imod 
mennesket, men en granskning af hi- 
storien lader kun ringe tvivl tilbage 
med hensyn til dets sandfærdighed. 
Menneskets umenneskelighed over 
for mennesket har altid kunnet spores 
og forekommer nu overalt. 
Hvordan kan den faldne menneskelige 
natur forandres fra det onde til det 
gode? Dette må i grunden være det 
mest betydningsfulde spørgsmål, som 
menneskeheden konfronteres med. 
Alle andre spørgsmål synes at blegne 
og blive ubetydelige i sammenligning 
med dette, fordi mennesket kan ikke 
frelses i sine synder. Og der er nogle, 
der siger: „Man kan ikke forandre den 
menneskelige natur. Denne udtalelse 
fremsættes hyppigt og respektløst. 



Naturligvis er den usand. Præsident 
David O. McKay forkyndte noget, der 
afveg fuldstændigt fra dette i 1945, da 
han sagde: „Den menneskelige natur 
må forandres i et enormt omfang i 
fremtiden, ellers vil verden drukne i 
sit eget blod." 

På den ene side ønsker mennesket at 
holde Guds befalinger og tjene sine 
medmennesker, på den anden side 
kan han ikke glemme, hvad han gerne 
vil gøre for sig selv. Han ønsker at 
betale sin tiende, men han bliver ved 
med at tænke på, hvad han kunne 
have købt til sig selv for pengene. Hvis 
han hører op med at fodre det onde 
begær, vil det dø. Men naturligvis, det, 
der sædvanligvis sker, er, at vi fodrer 
det onde begær lige tilstrækkeligt til 



at holde liv i det, og således holder vi 
os selv i bestandig uro og forvirring. 
Jeg formoder, at hver enkelt af os har 
bestemte svagheder, som afholder os 
fra at være så åndeligt stemte, som vi 
gerne vil være. I er uden tvivl kendt 
med den måde, hvorpå vi knæler ned 
hver dag og beder Herren om at til- 
give os for vore „svagheder og ufuld- 
kommenheder". Vi kalder dem svag- 
heder — jeg ved ikke hvorfor vi ikke 
kalder dem det, de i virkeligheden er. 
Naturligvis beder vi i virkeligheden 
Herren tilgive os vore synder. Men på 
en eller anden måde kan vi ikke rigtig 
lide at sætte os selv i forbindelse med 
synd, så vi kalder dem svagheder. Det 
er en kendsgerning, at vi har svag- 
heder. Hver eneste en af os har dem, 
ting som bevirker, at vi ønsker det, 
der ikke er godt for os. 
Hvor antager I, at vi får disse svag- 
heder fra? Hvis man stiller en gruppe 
Hellige dette spørgsmål, vil man for- 
bavses over, hvor mange forskellige 
svar man får på dette bestemte 
spørgsmål. Nogle vil svare, at de er 
ansvarlige for deres egne svagheder; 
ja, hvis man holder på sine svagheder, 
er det sandt, men det siger ikke, hvor 
de kom fra. Andre vil sige, at svag- 
heder er nedarvet eller kommer af mil- 
jøet; i hvert tilfælde lader vi ansvaret 
gå videre til en anden, enten vore for- 
ældre eller vore naboer og medmen- 
nesker. Begge disse kilder har stor 
indflydelse på os, men de giver os 
ikke vore svagheder. Andre igen vil 
give Lucifer, djævelen skylden for 
vore svagheder, det er sikkert, at han 
altid er på tæerne, men det er heller 
ikke herfra, vi får vore svagheder. 
Hvor kommer de i virkeligheder fra? 
Herren giver os et meget tydeligt svar 
på dette spørgsmål i Mormons Bog. 
Han siger: 

„Og dersom menneskene kommer til 
mig, vil jeg vise dem deres svaghed. 
Jeg giver menneskene svaghed, for at 
de kan være ydmyge; og min nåde er 
tilstrækkelig for alle mennesker, som 
ydmyger sig for mig; thi dersom de 
ydmyger sig for mig og har tro på mig, 
vil jeg gøre det svage stærkt for dem." 
(Ether 12:27.) 

Altså, hvor får vi vore svagheder fra? 
Vi får dem fra Herren; Herren giver os 
vore svagheder, for at vi kan være 
ydmyge. Dette gør os modtagelige for 



belæring. Misforstå mig nu ikke — 
Herren er ikke ansvarlig for synden; 
Han er kun ansvarlig for svagheden. 
Det synes, som om alle mennesker har 
svagheder under en eller anden form, 
karaktertræk, som gør den ene mere 
følsom over for en bestemt fristelse 
end for den anden. Lehi siger, at Gud 
„har skabt alle ting, både himlene og 
jorden og alle ting, som er i dem, både 
det som virker, og det, der påvirkes. 
Og for at udvirke Hans evige hensig- 
ter med hensyn til mennesket var det 
nødvendigt, efter at Han havde skabt 
vore første forældre samt dyrene på 
marken og fuglene i luften, ja alle ting, 
som er skabt, at der skulle være en 
modsætning, nemlig den forbudne 
frugt i modsætning til frugten af livets 
træ: den ene sød, den anden bitter. 
Derfor gav Gud Herren mennesket fri- 
hed til at handle for sig selv. Men 
mennesket kan ikke selv handle, uden 
at det bliver tilskyndet af det ene eller 
det andet." (2. Nephi 2:14-16.) 
Derfor, det, du gør med din svaghed, 
afhænger af dig. 

Profeten Joseph Smith sagde: „Der er 
tre uafhængige principper; Guds Ånd, 
menneskets ånd og djævelens ånd. 
Alle mennesker har magt til at modstå 
djævelen." (Profeten Joseph Smiths 
lærdomme, side 226.) Men når vore 
svagheder blottes for Satan, er han 
hurtig til at drage fordel af os ved at 
friste os i vor selviskhed. 
At give os svaghed er imidlertid en af 
de måder, hvorpå Herren påkalder vor 
opmærksomhed. Han siger, at det er 
det middel, han bruger for at gøre os 
ydmyge, men han siger også, at hvis 
vi vil komme til ham og have tro på 
ham, vil han gøre os stærke, hvor vi 
var svage. Jeg ved, at det er sandt. 
Der er utallige eksempler i Skrifterne, 
som levende belyser dette princip — 
Alma og Mosiahs sønner i Mormons 
Bog, Peter og Paulus i Bibelen, blot 
for at nævne nogle få. Alma drog om- 
kring og nedbrød Kirken, indtil han 
mødte en engel, der omvendte ham og 
gjorde ham til en af de største missio- 
nærer, vi har omtale af i Mormons 
Bog. Paulus var ude for at forfølge de 
hellige, da han mødte Herren på vejen 
til Damaskus. Efter denne oplevelse 
blev Paulus en af de største missio- 
nærer, der er berettet om i Bibelen. 
Med sine egne ord erklærede han: Alt 



formår jeg i Ham, som giver mig 
kraft." (Fil. 4:13.) 

Jeg har været vidne til den samme 
sandhed i styrke i dag. Da jeg tjente 
som missionspræsident, mødtes mis- 
sionærerne på et tidspunkt med en 
meget god mand, som ikke var med- 
lem af Kirken, men som var gift med 
en fin Sidste Dages Hellig søster. 
Denne gode broder ønskede at kom- 
me ind i Kirken, men' han var forfalden 
til tobak. Han havde prøvet at holde 
op med at ryge mange gange, men 
han sagde, at han ikke kunne; han var 
for svag. 

Der var 6 missionærer, som havde 
mødtes med ham gennem længere tid, 
men de var ude af stand til at hjælpe 
ham med at udvikle styrke til at holde 
op med at ryge. Til sidst spurgte vi 
ham, under Åndens indflydelse, om vi 
skulle faste sammen med ham, for at 
han kunne overvinde sin svaghed. Han 
overvejede tilbudet og gik ind på for- 
slaget. Vi spurgte ham så, om han 
kunne gennemføre fasten i to dage. 
Han samtyggede, så fasten gennem- 
førtes. Seks missionærer, den rygende 
broder og hans kone fastede. 
Ved fastens afslutning mødtes vi alle 
i hans hjem og knælede sammen med 
ham i hans dagligstue, hvor vi alle 
efter tur opsendte en bøn. Bønnerne 
var i det væsentlige den samme; de 
drejede sig om, at Herren ville fratage 
denne broder hans ønske om at ryge." 
Han har ikke røget indtil denne dag. 
Siden den dag har han arbejdet i bis- 
koprådet i sit ward, og nu arbejder 
han i en GUF-stavsbestyrelse. Han er i 
dag meget solid og stærk i troen, en 
virkelig Herrens tjener. Herren tog i 
bogstavelig forstand hans svaghed fra 
ham og gjorde ham i stedet til et tårn 
af styrke. 

Hvis vi derfor har en svaghed, skal vi 
ikke fortvivle; vi bør ikke være ligegyl- 
dige eller efterladende over for det, 
men vi bør ikke bekymre os over det. 
Forstået på rette måde fremhæver det 
blot det punkt, hvor Herren forventer, 
at vi skal udmærke os. Og vi vil ud- 
mærke os, for Herren vil gøre os stær- 
ke; vor svaghed vil blive den stærkeste 
side af vor personlighed, når vi kom- 
mer til Herren i ydmyghed og udviser 
tro på Ham. Ikke blot tilgiver Han os, 
men Han velsigner os omgående. Det 

(Forts, på side 336) 



331 




IVIan plejede at kunne sige om en mor- 
mon, at hans mundtlige løfte var lige 
så godt som en skriftlig forpligtelse. 
Når han engang havde givet sit ord, 
kunne man stole på det. Selv hvis det 
betød et personligt offer af penge tid 
eller arbejde, når han engang havde 
givet sit ord, kunne man stole på ham, 
at han gjorde hvad han havde lovet. 
Gælder det stadig idag? 
Ærlighed kan antage mange former, 
som f.eks. at yde en hel dags arbejde 
for en hel dags betaling. Kan man be- 
tragtes som ærlig, hvis man driver på 
sit arbejde, hvis man ikke anstrenger 
sig med sit arbejde, hvis man spilder 
tid i frokoststuen, ved springvandet, 
eller hvis man strækker sin frokost- 
pause ekstra 15 minutter? Det er let 
at opstille en liste over uærlige frem- 
gangsmåder, som stjæler penge fra en 
arbejdsgiver. Vi kan nævne sådan no- 
get som at foretage unødvendige pri- 
vate telefonopringninger, at komme 
for sent på arbejde, at tage papir, 
blyanter og frimærker med sig hjem, 
eller at frankere private breve i fir- 
maets frankeringsmaskine. Sådanne 
ting, som man engang rynkede bryn 
over, accepteres næsten overalt idag 
med den undskyldning, at „alle gør 
det". Sagen er den, at ikke alle gør 
det. Der er endnu mange ærlige men- 
nesker i denne verden. 
Ærlighed omfatter mere end mate- 
rielle ting. Der må herske ærlighed i 
familien. En mand må være ærlig over 



for sin kone, og en kone ærlig over 
for sin mand. Børn må være ærlige 
over for deres forældre, og forældre 
ærlige over for deres børn. Ærlighed 
omfatter loyalitet over for familie, ven- 
ner, naboer, samfundet og nationen. 
Ærlighed er en mængde små ting, 
som gør en person pålidelig. Ærlighed 
er et fundamentalt princip i den sande 
tilbedelse af en god, kærlig Fader i 
himlen. En af grundene til, at Faderen 
elskede Sønnen så meget, var, at Han 
var pålidelig. Jesus sagde: 
„Derfor elskede Faderen mig, fordi jeg 
sætter mit liv til, for at tage det igen. 
Ingen tager det fra mig, men jeg sæt- 
ter det til af mig selv. Jeg har magt til 
at tage det igen. Det bud fik jeg af min 
Fader." (Johannes 10:17-18.) 
Jesus brugte den magt, som Gud gav 
Ham, til at hjælpe andre. Hvor vid- 
underligt ville det ikke være, hvis det 
samme vidnesbyrd kunne passe på os 
i vor behandling af andre. Hvor vid- 
underligt ville det ikke være, hvis vi 
på samme måde kunne sige: „Derfor 
elsker min Fader mig, for jeg gør det, 
Han beder mig om at gøre." 
Jeg ønsker inderligt, at alle medlem- 
mer af Jesu Kristi Kirke af Sidste 
Dages Hellige kunne tælles blandt de 
ærlige, pålidelige mennesker i denne 
verden. Nogle medlemmer af Kirken 
bukker under i den verden, de lever i. 
De tager deres religion på om sønda- 
gen, men glemmer den, når de går ind 
i forretningsverdenen. Der bliver de 



lige så beregnende og upålidelige i 
forretninger som nogle af deres med- 
mennesker. Man kan godt både have 
succes og være ærlig — i virkelig- 
heden kan man have større succes 
som et ærligt menneske, end man 
nogensinde kan som en egoistisk, 
uærlig person. 

Ingen er født ærlig. Ingen er født uær- 
lig. Vi skal oplæres til at være ærlige. 
Vi må erfare uærlighedens smerte, 
bekymring og ubehag for at kunne 
vide, at det er sandt, at „ærlighed er 
den bedste politik". Profeten Alma 
sagde til sin søn Corianton: „Jeg siger 
dig, at ugudelighed har aldrig været 
lykke." (Alma 41:10.) (Understregning 
tilføjet.) Uærlige personer opdager 
hurtig dette. Ikke blot ødelægger uær- 
lighed deres eget liv, men det bringer 
også skam og vanære over deres fa- 
milie. Uærlighed bringer også skam 
og lidelse over mennesker i den kirke 
de tilhører. Man kan synes om det 
eller ikke, men vi bliver alle skåret 
over én kam. 

Det er let at være uærlig i små ting. 
Kun få mennesker synes, det er uær- 
ligt at tage en blyant med sig hjem. 
Kirken har omkring 3500 ansatte. Lad 
os sige, at en blyant koster 30 øre, og 
at hver person tog en blyant, ville det 
betyde et tab for Kirken på kr. 1 ,050,00. 
En person, der ville overveje det to 
gange, før han stjal 1050,- kroner, ville 
ikke miste et øjebliks søvn over at 
tage en blyant. Og dog, hvilke græn- 



332 



Ærlighed er den bedste politik 



*1 Z&^ ^ V& 'i 9! * f/* l*) t 1>W »Wtf ' .T ' -'^m 



£ ..., W i Vn ii » i WSfcr iK »i-- ■ -™4~^—, ^ ' i i i - ■ ii »'■ ■ i ' ■ "■ ■ • ■»■ • ' - ' " • ' ■" " ' ■ " 




-rørr 



^4 



ser skal man sætte for uærlighed? 
Små ting bliver snart til store ting. Før 
vi bliver opmærksomme på det, går vi 
videre til store synder. 
At fortælle en løgn kan synes at være 
en lille ting, men én løgn fører til en 
anden, indtil en person har mistet sin 
agtelse. Når en person én gang er 
blevet mærket som løgner, bedrager 
eller tyv, kræver det lang tids omven- 
delse og genopbygning for at gen- 
vinde den agtelse og respekt, som 
man ved en skødesløs eller tankeløs 
handling satte en plet på. Eftersom vi 
skal lære at være ærlige eller uærlige, 
hvorfor så ikke lære at være ærlige? 
Jeg ville ønske, at alle drenge havde 
haft en moder, som jeg havde. En dag 
kom jeg hjem spisende på et æble. 
Mor spurgte mig, hvor jeg havde fået 
det fra. Jeg fortalte hende, at jeg havde 
fundet det. Hun opdagede snart, at jeg 
havde „fundet" det i hr. Goddards 
købmandshandel, og mor insisterede 
på, at jeg bragte det tilbage. Jeg pro- 
testerede og sagde, at det var halv- 
vejs spist, men da hun bad mig ind- 
trængende, bragte jeg det halvspiste 
æble tilbage til hr. Goddard og fortalte 
han skamfuld, at jeg havde stjålet i 
hans butik. Han ringede til mor og for- 
talte hende, at jeg havde bragt æblet 
tilbage, og han sagde, at han havde 
set mig tage det, men at det var så lidt, 
at han ikke havde bekymret sig om at 
sige noget om det. Det var ikke „så 
lidt" for mor. Hun elskede os for me- 



get til at ville have en tyv i familien. 
Der er et fænomen, som ledsager 
uærlige personer. Inden længe bliver 
de meget kritiske og tilbøjelige til at 
finde fejl hos ledere, som henleder 
deres opmærksomhed på deres uret- 
færdighed. Istedet for at omvende sig 
og ændre deres livførelse til det 
bedre, er de tilbøjelige til at retfærdig- 
gøre deres egne misgerninger ved at 
finde fejl hos deres ledere. Profeten 
Joseph Smith sagde: 
„Jeg vil give en af nøglerne til Guds 
hemmeligheder. Det er et evigt prin- 
cip, som har eksisteret hos Gud i al 
evighed: Det menneske, som står op 
for at fordømme andre, finder fejl ved 
Kirken og siger, at den er helt ved 
siden af, mens han selv er retfærdig, 
vid da for sikkert, at et sådant men- 
neske er på vej til apostasi; og der- 
som vedkommende ikke omvender 
sig, vil han apostasere, så sikkert som 
Gud lever." (Profeten Joseph Smiths 
Skrivelser s. 185.) 

En anden selvindlysende sandhed er, 
at Gud virkelig velsigner de retfær- 
dige. Ofte glemmer vi Gud netop i det 
øjeblik, da han i rigeste mål udøser 
sin velsignelse over os, fordi vi ikke 
længere trænger til Hans støtte. Jeg 
håber, at vi ikke i vor nuværende vel- 
stand vil glemme vor Skaber og ej hel- 
ler glemme de ærlige og retskafne 
handlinger, som har gjort os til det, vi 
er idag. Helaman, en stor profet fra 
Mormons Bog har skrevet: 



AF ÆLDSTE THEODORE M. BURTON 
assistent til De Tolvs Råd 

Tale givet ved den 140. årlige general- 
konference i Jesu Kristi af Sidste Da- 
ges Hellige. 



„Og således kan vi se, at Herren i sin 
store, uendelige godhed velsigner og 
begunstiger dem, som sætter deres lid 
til Ham. 

Ja, vi kan se, at på samme tid, som han 
velsigner sit folk ved at formere deres 
markers afgrøde, deres flokke og 
hjorde, deres guld og sølv og alle- 
hånde kostbare ting og kunstgen- 
stande og bevarer deres liv og udfrier 
dem af deres fjenders hånd og blød- 
gør fjenders hjerter, så de ikke vil er- 
klære krig mod dem, ja, og endelig 
gør alt for folkets velfærd og lykke, 
se, da, på samme tid forhærder de 
deres hjerter og glemmer Herren, de- 
res Gud, og træder de Hellige under 
fode — og dette på grund af deres 
medgang og store held. 
Ja, hvor hurtige til at blive opblæste af 
stolthed, ... og hvor langsomme er de 
ikke til at ihukomme Herren, deres 
Gud, og til at give agt på Hans råd, ja, 
hvor langsomme til at vandre på vis- 
dommens veje." (Helaman 12:1-2,5.) 
Ville det ikke være klogt at undersøge 
vore gerninger for at se, hvilken vej vi 
går? Er vort ord lige så godt som vor 
skriftlige forpligtelse? Er vi ærlige i 
vor omgang med andre i det små? Blot 
fordi vi Sidste Dages Hellige lever i 
en verden, der just nu er karakterise- 
ret ved udspekulerede og uærlige 
handlinger, er der ikke nogen und- 
skyldning for os for at være upåli- 
delige. At andre lyver, er ikke nogen 
undskyldning for os for at være uær- 



333 



lige. Tværtimod må vi være retfærdig- 
hedens forkæmpere, så at andre kan 
lære den ærlighedens og retfærdig- 
hedens vej at kende, som fører tilbage 
til Gud vor evige Faders nærhed. Præ- 
stedømmets magt er givet os som 
vejledning. De, som bærer det Præ- 
stedømme, må være ærlighedens og 
dydens støttepiller i enhver hense- 
ende. Apostlen Peter talte til Præste- 
dømmets ledere således: 
„Men I er en udvalgt slægt, at konge- 
ligt præsteskab, et helligt folk, et ejen- 
domsfolk, for at I skal forkynde hans 
guddomskraft, som kaldte jer fra mør- 
ket til sit underfulde lys. 
I elskede! jeg formaner jer som frem- 
mede og udlændige: hold jer fra de 
kødelige lyster, som fører krig imod 
sjælen, 

og lad jeres færd blandt hedningerne 
være god, så de — på grund af de 
gode gerninger, de fåratse — påderes 
besøgelsesdag kan prise Gud netop 
for det, de nu bagtaler jer for, som om 
I var forbrydere." (1 Peter 2:9, 11-12.) 
Som Guds børn må vort liv være fyldt 
med godt arbejde, ærlige handlinger, 
ærlige dyder, som er karakteristiske 
for Guds børn. Når vi påtager os Jesu 
Kristi navn, bærer vi ansvaret for at 
beskytte dette store navn med selve 
vort liv. 

At undlade at ære det kongelige navn, 
vi bærer som kristne, er at udsætte 
den Gud, vi gør os til talsmand for, for 
åben spot og skam. I virkeligheden 
korsfæster vi Ham påny for verden. 
Nu ved vi, at disse ting er sande. Som 
Amulek fordum ved vi bedre, men ofte 
vil vi ikke lytte. Som Amulek sagde: 
„. . . . Alligevel forhærder jeg mit hjer- 
te, thi der blev kaldt på mig mange 
gange, men jeg ville ikke høre; derfor 
havde jeg kendskab til disse ting, og 
alligevel ville jeg ikke anerkende dem; 
derfor vedblev jeg at stride imod Gud 
i mit hjertes ugudelighed . . ." (Alma 
10:6, understregning tilføjet.) 
I ved lige så godt, som jeg ved, at 
Guds hensigter vil ikke slå fejl. Hans 
hensigter vil opfyldes, og Han vil 
frelse os fra vore synder, hvis vi blot 
ikke vil forhærde vore hjerter. 
Dette er Guds værk. Vi er Guds børn 
og må ikke lade Ham i stikken. Lad 
os da alle adlyde de befalinger, som 
vi dybt i vore hjerter ved, er sande. 
Det er på tide at erindre, at Jesus er 



Kristus, den levende Guds levende 
Søn. Han er verdens Forløser og Frel- 
ser. Om Hans lærdommes guddomme- 
lighed og Hans sags retskaffenhed 
bærer jeg mit personlige vidnesbyrd i 
Jesu Kristi navn. Amen. O 



(Forts, fra side 329) 

Lehi og befalede ham at rejse til det 
amerikanske kontinent med sin fami- 
lie. Gud har under den nuværende 
forvaltning åbenbaret sig for den unge 
mand, Joseph Smith, som fik lov til at 
se Gud, den evige Fader, og Hans 
Søn Jesus Kristus. 

Således har de personer, som danner 
Guddommen, igennem tiderne åben- 
baret sig for mennesket: Gud, den 
evige Fader, Jesus Kristus, Hans Søn 
og Helligånden. Disse tre kaldes af 
mange kristne for „Treenigheden", 
selv om de er tre særskilte personer, 
således som det blev demonstreret 
ved Jesu dåb, da Faderens røst hørtes 
og Helligånden dalede ned. 
Det er en almindelig regel, at man ikke 
kan få noget, der har værdi, med- 
mindre man er villig til at betale en 
pris. Den lærde bliver ikke lærd, hvis 
han ikke arbejder og bestræber sig 
for at nå sit mål. Hvis han ikke er vil- 
lig til dette, kan han så sige, at der 
ikke er noget, der hedder lærdom? 
Musikere, matematikere, videnskabs- 
mænd, atleter og dygtige folk på 
mange områder tilbringer flere år med 



at studere, øve sig og arbejde hårdt 
for at opnå deres dygtighed. Kan an- 
dre, som ikke er villige til at gøre sig 
den anstrengelse, sige, at der ikke er 
noget, der hedder musik, matematik, 
videnskab eller atletik? Det er lige så 
tåbeligt af et menneske at sige, at der 
ingen Gud er, blot fordi han ikke har 
følt tilbøjelighed til at søge Ham. 
Historien fortæller os, at der er en 
Gud. Videnskaben bekræfter den 
kendsgerning, at der findes et Aller- 
højeste Væsen. Den menneskelige for- 
nuft overbeviser os om, at der er en 
Gud. Hans egne åbenbaringer til men- 
nesket udelukker al tvivl om Han eksi- 
stens. For at et menneske kan opnå 
en fast kundskab om Guds eksistens, 
må han efterleve budene og de lær- 
domme, som Frelseren fremholdt un- 
der sin personligemission: Så svarede 
Jesus dem og sagde: „Min lære er 
ikke min egen, men hans, som sendte 
mig. Hvis nogen vil gøre hans vilje, 
skal han erfare, om læren er fra Gud, 
eller jeg taler af mit eget." (Joh. 7:16- 
17.) Med andre ord: De, som er villige 
til at foretage undersøgelsen, rette sig 
efter den og gøre Guds vilje, vil få den 
kundskab, at Gud virkelig eksisterer. 
Når et menneske har fundet Gud og 
forstår Hans veje, lærer han, at der 
ikke er noget i universet, der er til- 
fældigt, men at alt er et resultat af en 
guddommelig, forud tilrettelagt plan. 
Hans liv får en helt anden og vigtig 
betydning! Han får en forståelse, der 
overgår al verdslig lærdom. Verdens 
skønhed bliver endnu skønnere, uni- 
versets orden bliver af større betyd- 
ning og alt, hvad Gud har skabt, bliver 
mere forståeligt, når han er vidne til, 
at Guds dage kommer og går, og års- 
tiderne følger hinanden i deres rette 
orden. Hvis alle mennesker kunne 
finde Gud og følge Hans veje, ville 
menneskenes hjerter blive vendt i 
kærlighed mod deres brødre, og na- 
tionerne ville have fred. 
Jeg bærer vidnesbyrd om, at Gud 
lever, at Han er vor evige, himmelske 
Fader. Jeg ved, at Jesus er Kristus, 
Hans Søn og verdens Frelser. Jeg ved 
også, at Gud åbenbarer sin vilje til 
sine profeter i dag, som Han gjorde 
det under fortidens forvaltninger. Lad 
os søge Gud med et ærligt ønske om 
at lære Ham at kende, beder jeg om i 
Jesu Kristi navn. AMEN! Q 



334 



PRÆSIDENT N. ELDON TANNER 
fra Det Første Præsidentskab 



Lad os være tapre 




Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg 
prøvet at lade mig vejlede af et ynd- 
lingsskriftsted, som min fader lærte 
mig som dreng, og siden dengang er 
det, som om ingen tale eller artikel 
angående Kirken er fuldkommen uden 
dette skriftsted: 

„Men søg først Guds rige og hans ret- 
færdighed, så skal alt det andet gives 
jer i tilgift." (Matt. 6:33.) 
For mig er dette en medvirkende fak- 
tor til succes på ethvert område, og 
jeg har altid fastholdt, at en person 
som følger denne formaning, vil være 
lykkeligere og have større succes end 
den, der følger en hvilken som helst 
anden adfærdsregel. Vi må aldrig 
glemme, at hver enkelt af os har fået 
lov til at komme til denne jord og nyde 
en jordisk tilstand, for at vi kan for- 
berede os til en udødelig tilstand, en 
tilstand af evigt liv hos vor Fader i 
himlen. 

Hvordan opnår vi nu det? Allerførst 
må vi forstå Evangeliet og kravene til 
opnåelse af denne store velsignelse. 
For at forstå Evangeliet må vi lære at 
kende Gud og at adlyde Hans befalin- 
ger, som Han har givet os i netop 
denne hensigt. Vi må erkende Jesus 
Kristus som verdens Frelser og som 
vor Forløser, og vi må anerkende og 
efterleve Hans befalinger. Han har 
sagt os, at det første og største bud er 
at elske Herren, vor Gud af hele vort 




"\ 



^, 



X 



: 'SlW 



hjerte, og at det andet er at elske vor 
næste som os selv. 
Som lignelsen om den gode samaritan 
fortæller os, er alle mennesker vores 
„næste". Derfor vil vi, hvis vi elsker 
vore medmennesker som os selv, 
ønske, at de skal nyde de samme vel- 
signelser, som vi nyder. Eftersom vore 
største velsignelser kommer fra Evan- 
geliet, bør vort største ønske være at 
dele Evangeliet med vore medmenne- 
sker, vor næste. 

Da jeg præsiderede over den vest- 
europæiske mission, havde vi foruden 
at arbejde med missionærerne lejlig- 
hed til at mødes med nogle af vore 
soldater. Vi holdt en konference i 
Berchtesgaden i Vesttyskland, som 
overværedes af disse soldater og 
deres hustruer og børn — over eet 
tusinde i tal. Det var i høj grad opmun- 
trende at høre disse unge mænd, der 



/ 



havde været stationeret i forskellige 
områder over hele verden, hvor der 
måske ofte var een eller to en halv 
snes medlemmer af Kirken i deres en- 
hed, bære vidnesbyrd om Evangeliets 
sandhed. Sådanne vidnesbyrd havde 
gjort det muligt for dem at stå imod 
over for al modstand, over for al fri- 
stelse og sige, at de ikke skammede 
sig over Kristi Evangelium. (Se Rom. 
1:16.) Jeg er også sikker på, at deres 
vidnesbyrd hjalp dem til at udholde 
deres vanskeligheder og lidelser. 
En af disse soldater, som havde været 
på en fuldtidsmission i Frankrig, sag- 
de, at han havde døbt flere omvendte 
i løbet af nogle måneder, medens han 
var soldat, end han havde gjort i de 
2V2 år, han lavde været i Frankrig som 
fuldtidsmissionær. 

En anden ung mand, en læge, fortalte 
om en tur, som han og nogle andre 






335 



havde foretaget i et land, hvor deres 
fører havde prist regeringens fortræf- 
felighed i høje toner, den fremgang, 
de havde gjort osv. Da de gjorde holdt 
for at spise frokost, sagde denne unge ' 
læge henvendt til føreren: 
„Vi har her 45 amerikanske turister. 
De tilhører forskellige kirker. Der er 
katolikker, der er presbyterianere, der 
er metodister og andre. Selv om vi 
ikke tror helt på det samme, kommer 
vi godt ud af det med hinanden. Jeg er 
Mormon. Jeg tror på Gud, den evige 
Fader, og på Hans Søn Jesus Kristus, 
og at de viser sig for mennesker, og 
de belærer mennesket og hører dets 
bønner og besvarer dem." 
Han fortalte gruppen beretningen om 
Joseph Smith, og hvordan han gik ud 
i skoven for at bede, og hvordan Evan- 
geliet blev gengivet. Så sagde han til 
os: „Og de lyttede, og jeg ønskede at 
nå frem til, at når disse mennesker 
skal stå foran dommerskranken, at de 
da aldrig kan sige: ,Jeg har aldrig hørt 
om Evangeliets gengivelse,' fordi jeg 
fortalte dem om det, og jeg fortalte 
dem klart og tydeligt, hvad vor tro gik 
ud på." 

Han fortalte om, hvordan han ved en 
lejlighed, da en ung mand kom ind på 
hans kontor, bad om hans navn. Da 
den unge mand svarede, at hans navn 
var Smith, spurgte lægen: „Er De i 
familie med Joseph Smith?" Og da 
manden med et spontant udbrud 
spurgte: „Hvem var Joseph Smith?" 
greb lægen denne guldrandede lejlig- 
hed til at fortælle ham beretningen om 
Joseph Smith og om Evangeliets gen- 
givelse. 

Lad os være tapre i vor overbevis- 
nings styrke. Lad os bære vort vidnes- 
byrd hvorsomhelst og nårsomhelst vi 
kan. Lad os vinde kundskab om Evan- 
geliets sandhed, om Guds virkelighed 
og om Hans Søn Jesu Kristi guddom- 
melige mission. Lad os fortælle ver- 
den, at Joseph Smith var en Guds pro- 
fet, og at Joseph Fielding Smith, som 
er Præsident for Kirken idag, er Her- 
rens talerør; at han leder arbejdet i 
Kirken for Jesus Kristus, som er 
hovedhjørnestenen. 
Hvis vi vil gå fremad under hans le- 
delse og arbejde sammen i kærlighed 
og enhed, vil riget vokse, og som 
skriften forudsiger, vil Guds rige fylde 
hele jorden. Når vi hjælper med at op- 



bygge riget, forbereder vi os til at 
blive en del af det og nyde medlems- 
skab i det. O 



(Forts, fra side 331) 

giver ny tillid, nyt livssyn, nye hori- 
sonter — en ny fødsel. 
Profeten Mormon omtalte meget tyde- 
ligt det, jeg kan lide at kalde for kvali- 
fikationen til at udføre mirakler. Det 
berettes i 3. Nephi.det ottende kapitel, 
og det første vers: „Følgende skete 
efter vore optegnelser, og vi ved, at 
disse er sandfærdige, thi se, en ret- 
færdig mand førte optegnelsen thi han 
udførte i sandhed mange mirakler i 
Jesu navn, og ingen kunne udføre no- 
gen undergerning i Jesu navn, med- 
mindre han var fuldstændig renset for 
alle sine synder." 

Dette er altså kvalifikatonen, eller 
hvad der kræves: vi må renses fuld- 
stændigt for alle vore synder. Da jeg 
første gang læste dette skriftsted, 
følte jeg trang til at råbe: „Hurra for 
omvendelsen!" for hvis det ikke var 
for omvendelsen kunne der ikke ud- 
føres nogen mirakler. 
Men omvendelsen er skænket menne- 
sket af Herren. Jeg er overbevist om, 
at omvendelse kommer 90% fra Her- 
ren og 10% fra mennesket. Nephi går 



endnu videre og siger: „. . . thi vi ved, 
at trods alt, hvad vi formår at gøre, så 
er det dog af nåde, at vi er frelst." 
(2. Nephi 25:23.) Imidlertid er menne- 
skets del den mest påtrængende og 
livsvigtige, fordi den må komme først 
og være fuldstændig og oprigtig. Et 
gammel hebraisk skrift siger: „Der må 
røre sig noget forneden, før noget 
rører sig foroven." Det vil sige, at om- 
vendelsen må begynde med os, med 
os jordiske mennesker. Mange gange 
siger vi, at vi venter på Herren, når 
det i virkeligheden er Herren, der ven- 
ter på os. 

„Heraf kan I vide, om et menneske 
omvender sig fra sine synder: Se, han 
vil bekende dem og aflægge dem." 
(L & P 58:43.) 

Når dette sker, tilgiver Herren og vel- 
signer ham omgående. Hvor nådig og 
god Han er. Jeg bærer vidnesbyrd for 
jer, mine søskende, at Gud, vor him- 
melske Fader, lever, og at han hører 
og besvarer vore bønner. Jeg bærer 
vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, og 
at Han lever. Jeg ved, Han lever, og at 
Han har muliggjort tilgivelse for syn- 
der for dem, som kommer til Ham gen- 
nem omvendelse, og at Han gennem 
omvendelse og lydighed vender vore 
svagheder til styrke, og tidspunktet 
er nu. 
I Jesu Kristi navn. Amen. Q 



(Forts, fra side 324) 

Jeg beder for de svage, de trætte, de, som er tynget 
af sorger og byrder, for dem, som trænger til trøst 
og tryghed under livets storme. 
Må Herren give dem fred i følge løftet fra Hans Søn, 
som sagde til de hellige i fordums tid: „Fred efter- 
lader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke 
som verden giver. Jeres hjerte forfærdes ikke og 
være ikke modløst!" (Joh. 14:27.) 
Må Herren give os og alle mennesker fylden af de 
velsignelser, vi er i stand til at modtage i dette liv, 
og derefter modtage os i sit Rige i de evigheder, der 
ligger foran os. Alt dette beder jeg om i ydmyghed, 
med taksigelse og i den Herre Jesu navn. Amen. O 



336 




MMENES 
SIDER. 




Lille-Per 



AF KATHLEEN C. PHILLIPS 



Per sad på fortrappen og havde stor 
melidenhed med sig selv. Det var den 
første skoledag, og alle hans kamme- 
rater var gået i skole. Per var helt 
alene hjemme. 

„Du er stadigvæk for lille til at gå i 
skole," havde hans ældre broder Bob 
sagt til ham. 

„Du kan komme i skole til næste år, 
men du er for lille nu," havde hans 
ældste bror tilføjet. 
Og så var de gået i skole, og efterladt 
Per ålene. Det måtte være spændende 
at gå i skole, tænkte han. Der var ikke 
noget at lave nu her omkring. Han var 
for lille, for lille til at gå i skole, for 



lille til at gøre noget som helst der 
betød noget. 

Per rejste sig. „Jeg går en tur hen til 
hjørnet," sagde han til sin mor. 
„Det er godt," svarede hun, „men lad 
være med at gå over gaden." 
„Det gør jeg ikke," sagde Per, og han 
vidste, at hans mor sikkert havde til- 
føjet, „Du er for lille." 
Per gik langsomt ned ad den brede 
sidegade. Det hele så ud til at være 
meget roligt, men da han kom hen til 
Jens Hansens hus, løb Hansens nye 
hundehvalp Kvik hen til stakittet, hop- 
pede og gøede og logrede med halen. 
„Hej, Kvik," sagde Per. 

81 



r /fil n i ! .///// 







Fru Hansen kom rundt om hushjørnet. 
„Åh, Per," sagde hun, „kunne du 
tænke dig at komme ind og lege lidt 
med Kvik?" Den er så ensom nu til 
morgen, da alle børnene igen er gået 
i skole." 

Så løb Per rundt i gården og legede 
„Tagfat", spillede bold, og hente „Pin- 
den" med Kvik, indtil den trætte lille 
hund gabte og rullede sig sammen i et 
solrigt hjørne for at tage en lur. 
Da fru Hansen lukkede Per ud af ho- 
veddøren, sagde hun: „Du skal bare 
vide, at jeg er glad for, at du endnu 
ikke er stor nok til at gå i skole. Kvik 
trænkte sådan til en at lege med nu til 
morgen." 

Da Per gik forbi Pedersens hus, så 
han fru Pedersen hænge tøj op i bag- 
haven. Hendes lille Sally sad i en 
klapvogn, sparkede ud med fødderne, 
slog ud med armene og lavede en 
masse spektakel. Per kunne ikke se 
om Sally lo eller græd, så han gik om 
i baghaven og så til hende. En plastik- 
dukke lå i græsset. Per samlede den 
op og gav den til Sally. Hun tav og så 
op på Per og smilede. Fru Pedersen 
smilede også. 

„Nåda, Per," sagde hun, „du fik Sally 
til at holde op med at græde. Hun vil 
gerne have nogen til at samle sit lege- 
tøj op, når hun smider det ned. Hun 
elsker den leg, men jeg er nødt til at 
hænge mit vasketøj op." 
Så blev Per der og samlede Sallys 
dukke, rangle og plastikkugler op, lige 
så hurtigt som hun smed det ned. Det 
var en god leg, og før Per vidste af 
det, var fru Pedersen færdig med at 
hænge tøjet op. 

„Mange tak, Per," sagde fru Peder- 
sen. „Sally savner børnene, nu da de 



83 



er i skole. Jeg er glad for, at du endnu 
ikke går i skole. Jeg håber, du snart 
vil komme og besøge Sally igen." 
På hjørnet ved Nielsens hus vendte 
han om, og begyndte at gå tilbage 
op ad gaden. Der var en eller anden 
der kaldte: „Per, Per," så han stod 
stille. 

Fru Nielsen stod i sind gadedør. 
„Per," sagde hun, „din mor vil gerne 
prøve denne her nye kageopskrift i 
dag. Vil du give hende den for mig?" 
Da Per tog imod opskriften, sagde fru 
Nielsen: „Jeg er glad for, at der stadig 
findes en dreng i vort nabolag til at 
løbe ærinder for hjælpe folk. Det er 
godt, at du ikke er stor nok til at gå i 
skole endnu." 

Per gik hjem og tænkte på, hvad fru 
Nielsen havde sagt. 
Senere hen på morgenen, da han igen 
sad på sin trappesten, tænkte han lidt 
mere over det. Han var for lille til at 
gøre visse ting, som at gå i skole, men 
der var andre ting, han lige havde den 
passende størrelse til at gøre, nogle 
meget vigtige ting. Han fik Kvik til ikke 
at føle sig ensom; han hjalp fru Peder- 
sen med Sally, og han kom med en 
kageopskrift fra fru Nielsen. 
Som han sad der på trappestenen, 
mærkede han den særlige duft fra 
kager, der blev bagt, og Per tænkte 
på noget andet. 

„Mor," kaldte han, „er du glad for at 
jeg er hjemme og kan hjælpe dig?" 
„Det er jeg virkelig," forsikrede hans 
mor ham. „Måske du vil hjælpe mig 
nu?" 

„Ja," Per rejste sig. „Lige nu, tror jeg, 
at jeg kan hjælpe dig med at smage 
på de nybagte kager." Q 



84 








. ■ *■ s . :. ; .v "isøi ■' >,.'.■"?■ ... ;s :' ■ ■ 




m? 




Hyrdedrengen 

DAVID 



■AF DOROTHY O. BARKER 




David elskede sit fredelige hyrdeliv. 
Gennem de lange dage kunne han 
tænke dybt over tingene og skabe 
vidunderlig musik, spille på sin harpe 
og synge for sig selv, medens lam- 
mene brægede, og fårene græssede 
fredeligt omkring ham. 
Fra den dag da profeten havde sendt 
bud efter David og salvet hans hoved 



" ^ ■:■"-■.: ^ ■.::..■■" ' ' " ' : ■■:... : ' ■ : ' 



85 



med olie, havde hans tanker kredset 
om Gud, som havde skabt denne 
smukke verden. Gud forekom ham nu 
meget nær. Den strålende sol, de 
stærke vinde og urokkelige bjerge, 
alt talte til ham om den vældige og 
uforanderlige Gud, der vogtede over 
sit folk som en kærlig Fader. 
En dag kom der en tjener for hurtigt 
at tage David med sig bort fra bjer- 
gene. David måtte tage sin harpe med 
og med det samme komme til kong 
Saul, der var syg og meget ulykkelig, 
og han mente at musik kunne berolige 
hans syge sind. 

David var betaget over at skulle be- 
søge den store krigerkonge — men 
hvor så han streng ud, hvor tungsin- 
dig. David tog sin harpe og begyndte 
at spille; han sang sine sange om him- 
len og bjergene, om cedertræerne, de 
legende lam. Efterhånden oplivede 
den blide musik kongens melankolske 
sind, så han var i stand til at rejse sig 
og vende tilbage til sin hær. 
Israelitterne havde slået lejr på en 
bjergskråning og filisterne var på den 
modsatte bjergskråning. Et smalt 
vandløb snoede sig gennem dalen ■ 
mellem dem, og begge hære var nu 
klar til kamp. 

Hver dag sendte filisterne deres 
kæmpestore kriger, Goliat fra Gat, 
fuldt bevæbnet, med en skjoldebærer 
foran sig, frem på bjergsiden for at 
råbe tværs over dalen: „Vælg jer en 
mand og lad ham komme herned til 
mig! Hvis han kan tage kampen op 
med mig og dræber mig, vil vi være 
eders trælle og trælle for jer." (I.Sam. 
17:8-9.) 



Israels hær skælvede, da de hørte 
disse ord, og ingen af mændene var 
tapre nok til at kæmpe alene med den 
kæmpestore filister. 
En morgen kom David ind i lejren for 
at hilse på sine brødre. Han hørte 
Goliats stemme tordne tværs over da- 
len, og spurgte sine brødre, hvem der 
ville besvare udfordringen. Han blev 
forbavset da han så, at alle israelit- 
terne var bange. David sagde, at han 
ville gå ud for at kæmpe mod filisteren. 
Derfor gik David direkte hen til kon- 
gens telt, men da kong Saul så den 
unge hyrde, sagde han mildt: „Du kan 
ikke gå hen og kæmpe med den fili- 
ster; thi du er en ung mand, og han 
har været kriger fra sin ungdom." 
Men David sagde til Saul, at han 
havde vogtet sin fars får, og at en løve 
og en bjørn var kommet og havde 
taget et lam fra flokken. Han havde 
forfulgt dem og frelst lammet; og da 
løven sprang på ham, dræbte han den. 
„Herren, som har reddet mig fra lø- 
vers og bjørnes vold, vil også redde 
fig fra denne filisters hånd." 
„Gå", sagde kongen, „Og Herren 
være med dig." (1. Sam. 17:33-37.) 
David afslog kong Sauls tilbud om at 
låne hans egen hjelm, sværd og 
skjold, fordi de var altfor tunge for 
ham. Ubevæbnet, med undtagelse af 
sin hyrdestav, sin hyrdeslynge og fem 
glatte sten, som han samlede op fra 
vandløbet, gik David dristigt frem for 
at møde kæmpen. 

Goliat var meget vred, da han så, at 
israelitterne kun havde sendt en hyr- 
dedreng for at møde ham. „Er jeg en 



86 







¥ 



r 






87 



hund, siden du kommer imod mig med 
en stav?" råbte han. 
„Du kommer imod mig med sværd, 
spyd og kastevåben", råbte David, 
„men jeg kommer imod dig i Hær- 
skarers Herrers, Israels slagrækkers 
Guds, navn, ham du har hånet. . . I dag 
giver Herren dig i min hånd; jeg skal 
slå dig . . . for at hele jorden kan kende, 
at der er en Gud i Israel." (1. Sam. 
17:43-46.) 

David løb derpå frygtløst frem mod 
kæmpen. Han anbragte en af de små 



sten i sin slynge, og kastede den med 
en sådan erfaren styrke, at den ramte 
filisteren og trængte dybt ind i panden 
på ham. Goliat faldt tungt til jorden. 
Da filisternes hær så, at deres tve- 
kæmper var død, flygtede de med 
rædselsskrig til deres eget land, efter- 
ladende deres telte bag sig. 
David blev Israels folkehelt. Han fik 
ikke lov til at vende tilbage til sine får. 
Han fik en høj stilling i hæren, og alle 
lovpriste ham, elskede ham, og sang 
sange om ham. Q 



Hvilken slags fugl har en kam på hovedet? Du vil kunne se to sådanne fugle, 

hvis du udfylder alle de rammer, hvor der er en sort plet. Hvad er det for nogle fugle? 




88 



Den præsiderende 
biskop taler til 
ungdommen om: 



Tiende 



BISKOP JOHN H. VANDENBERG 



Ungdommen af i dag ønsker at kende 
grunden til det, som de bliver bedt om 
at gøre. Dette ønske om at vide „hvor- 
for" kan vokse til et stort karakter- 
træk, hvis det anvendes på den rette 
måde, fordi det er vigtigt at gøre den 
rette ting på den rette måde. 
For eksempel tilrådede Præsident Da- 
vid O. McKay os: Tiende skal ikke be- 
tales med en selvisk baggrund for øje. 
Et menneske, som blot betaler tiende 
for at bevare sit navn på fortegnelsen 
over medlemmer, der betaler tiende, 
vil modtage sin belønning selvfølgelig; 
han vil få sit navn på fortegnelsen. 
Sandelig, det menneske har fået sin 
belønning, lige som det menneske, 
som bad for at blive set og hørt af 
mennesker. Men den, som giver, fordi 
han holder af at hjælpe andre og at 
fremme retfærdighedens sag, som 
giver med taknemmelighed ihjertet 
får også sin belønning, for ved at give 
opnår man virkelig belønning. Ved at 
ofre sit liv for Kristus, skal mennesker 
vinde det. 

Stort set tøver folk med at dele deres 
indtægter med andre. Dette må for- 
stås således, at man tager hensyn til 
den kendsgerning, at et menneske til- 
bringer størstedelen af sin tilværelse 
med at tjene penge for at forsørge sig 
selv og sin familie. Unge mænd og 
kvinder, som lige er begyndt at tjene 
penge bliver ofte overrasket over den 
megen tid og anstrengelse, der går 
med det. Et menneske, som anstenger 
sig for at tjene penge må ligefrem 
føle, at han giver en del af sig selv, 
når han yder et bidrag. 
Hvordan kan vi bedre vise vor kærlig- 
hed til Herren og Hans Kirke end ved 
at give noget, sOm virkelig er en del 
af os selv, noget som er et produkt af 
vor største anstrengelse? Det er en 
god ting, en fin ting at gøre. 
De ti procent af vor indkomst, som vi 
betaler i tiende, hjælper med til at be- 
tale Kirkens driftsomkostninger. Det 
er for tiende, at vi bygger vore kirke- 
bygninger og templer for der at til- 
bede og udføre hellige ordinanser. Det 
er tiende, som bringer missionærerne 



hjem ved afslutningen af deres mis- 
sion. Det er tiende, som opretholder 
Kirkens læreanstalter — universiteter, 
kollegier, religiøse institutter og semi- 
narier. 

Foruden velsignelserne ved at vide at 
vor tiende opretholder sådanne værdi- 
fulde institutioner, modtager vi den 
åndelige belønning, som kommer af at 
overholde budene. Herren behøver 
ikke vore penge så meget, som vi be- 
høver Hans velsignelser. 
Betalingen af tiende er en hjælpsom 
bistand til at opnå ydmyghed, en egen- 
skab som er usædvanlig i dag. Hvis vi 
betaler tiende af de rigtige grunde — 
fordi vi elsker Herren og ønsker at 
hjælpe med at opbygge Hans rige her 
på jorden — tager vi et skridt i ret- 
ning af ydmyghed. Uselviskhed er et 
andet karaktertræk, som er sjældent, 
til hvilket formål tiendebetaling ydet 
med glæde og taknemmelighed er en 
udmærket øvelse. 

Et ædelmodigt hjerte lader altid tvivlen 
komme Herren til gode. Tidligere da 
tiende af og til blev betalt i naturalier, 
var det et spørgsmål, som ofte opstod, 
især blandt ungdommen. Denne beret- 
ning er fortalt af en fader, som be- 
lærte sine sønner i at læsse en tien- 
dedel af det bedste hø og overbringe 
det til biskoppens pakhus som tiende. 
Drengene, som havde hjulpet til under 
væksten, høsten og opbevarelse af 
høet protesterede: „Hvorfor skal vi 
tage det bedste? Hvorfor skal vi ikke 
blot tage høet, som det ligger?" 
Faderens svar standsede yderligere 
diskussion: „Når jeres moder og jeg 
bad om at få jer børn, bad vi Herren 
om at give os det bedste, som Han 
havde, og det gjorde Han." 
Der er mange steder, hvor man bruger 
penge, og det at lære hvad der er den 
bedste måde at bruge dem på, er en 
værdifuld lektie på et hvert alderstrin. 
Enhver, som har prøvet at betale 
tiende, efter at alt andet er betalt, ved, 
at denne metode aldrig fungerer godt. 
En eller anden har sagt, at ingen no- 
gensinde har nok penge til at betale 
tiende. Det virkelige spørgsmål er, om 



man har tro nok eller ej til at betale 
tiende. 

Tiende er noget som er beslægtet med 
fasten som en metode til at udvikle 
selvbeherskelse. Et menneske, der 
kan beherske sin appetit ved at afslå 
et måltid mad, når han er sulten, kan 
sædvanligvis bedre beherske sine sel- 
viske lyster ved gladeligt at betale 
tiende. Erfaringer viser, at en af årsa- 
gerne til de problemer, som mange 
unge mennesker har i dag, er, at de 
aldrig er blevet nægtet noget. En ung 
mand, som var ødelagt af narkotiske 
midler, hævdede, at hans forældre 
altid havde givet ham det, som han 
bad om. Hvor væsentligt det er for 
ungdommen at indse, at styrke kom- 
mer af at være i stand til at udøve 
selvbeherskelse, og at glæde må vin- 
des ved personlig opofrelse og an- 
strengelse. 

Det at betale tiende er en form for 
gudsdyrkelse. Når et menneske kom- 
mer til forståelse af Herrens store 
kærlighed til ham og hver enkelt per- 
son, føler han et stærkt ønske om en 
højere form for gudsdyrkelse, og 
tiende er et naturligt svar på dette 
ønske. I disse tider bliver vi ikke bedt 
om at ofre vore liv for Herren, men vi 
kan give produktet af arbejdet i livet 
i form af tiende. Den forhenværende 
Præsident Stephen L. Richards af Det 
første Præsidentskab sagde i sin bog 
„Tiendeloven": „Hvert menneske, som 
betaler sin tiende, skulle være glad 
ved at gøre det." Jesu Kristi Evan- 
gelium er et glædens Evangelium. 
Mennesket er til for at kunne nyde 
glæde. Når et menneske betaler sin 
tiende uden glæde, bliver det berøvet 
en del af velsignelsen. Han må lære 
at give og være glad, villig og fornøjet, 
og hans gave vil blive velsignet. For 
at vi kan modtage mere glæde, er vi 
nødt til at betale hyppigere. Vet at be- 
tale tiende hele året igennem kan vi 
forøge ikke blot vor glæde ved at give, 
men ved at praktisere det. Jeg kan 
kraftigt og varmt anbefale jer at betale 
jeres tiende, når I modtager jeres mid- 
ler, ikke blot fordi det vil være lettere, 



337 



men fordi større velsignelser vil kom- 
me til jer. 

Vi vier vore liv til denne Kirkes frem- 
gang, for Guds sag. Den, som giver af 
sig selv med en gave, giver næring til 
tre — sig selv, hans hungrende nabo 
og mig. Så tiendeloven er indbefattet 
af Evangeliet, og det er ægte guds- 
dyrkelse og sand anerkendelse af 
Guds herredømme. Der bruges styrke 
og energi i livet til den sag, og det 
giver til gengæld et rigt liv i kærlighed 
og tjeneste, for hvilket Kristus kom. 
Det er målet for sand religion. I det 
omfang af dets helligholdelse kan 
ethvert menneske bestemme for sig 
selv livskraften i sin egen tro og kær- 
lighed til Gud. En profet har sagt: 
„Tiende skal være helliget Herren." 
Det vil blive helliget dig, hvis du giver 
af et kærligt, glad og villigt hjerte. Q 



* 



Hvis du ler 

ad mit ansigt, 
ler du ad Gud; 
hvis du ler 
ad mit tøj, 
ler du ad 
min skrædder; 
hvis du ler ad 
mine handlinger, 
ler du ad mig. 

Estisk ordsprog 




338 



For et stykke tid siden var Søster 
Packer og jeg i New Hampshire for at 
tale til lederne af Federated Wo- 
mans Clubs i staten som afslutning på 
deres flere dages kongres over emnet 
„Projektørlys på ungdommen — Reli- 
gion". En der var blevet omvendt til 
Kirken, Søster Buswell, var blevet bedt 
om at synge en solo som afslutnings- 
nummer på programmet. Svære numre 
er lette for hendes veltrænede kon- 
traaltstemme. Hun blev præsenteret 
som et medlem af Kirken, hun stod 
frem og sagde: „De små børn i vor 
Kirke elsker at synge. Kunne I tænker 
jer at høre et potpourri, som er det 
bedste børnene ved, og de voksne 
med?" Så sang hun med ærbødighed 
alle versene fra en af de populære 
børnesange. 

Medens hendes smukke stemme gen- 
lød i salen, strømmede en varm ånd og 
følelse ind i lokalet. Hun kunne have 
valgt andre numre — måske kunne 
hun have valgt at synge som en, der 
ville fremkalde beundring fra de til- 
stedeværende og vise kvaliteten og 
rummeligheden i hendes stemme. Ofte 
føler ledere inden for musikken nød- 
vendigheden og ansvaret for „forbe- 
dring" og at „indføre kultur" i vore 
gudstjenester ved at fremføre musik, 
som enten er verdslig eller sekterisk 
og udelukkende valgt, fordi det viser 
deres evner, men som ikke er sva- 
rende til ånden i Evangeliet. Sådan 
deres evner, men som ikke svarer tii 
ånden i Evangeliet. Sådan musik har 
måske en vigtig opgave, men ikke ved 
vore gudstjenester. 
Nogen vil nu sige, at jeg ikke ved 
meget om musik, og det vil jeg hurtigt 



indrømme, men jeg ved imidlertid, 
hvornår Herrens ånd er til stede, og 
den hengiver sig ikke ofte til musik, 
som blot bliver godt og værdigt frem- 
ført; endnu mindre når musikken er 
fremkaldt af „verdens" stemme, hvor 
klart og tydeligt det end kan lyde. 
Den ligefremhed og ærbødighed, med 
hvilken Søster Buswell sang denne 
ligefremme børnesang, bevirkede, at 
der skete noget åndeligt. Hun fortsatte 
med en anden børnesang, og så, før 
hun sluttede af med et enkelt vers af 
„O, min fader", sang hun en engelsk 
mormonsang, som stiller et spørgsmål, 
på en stridbar måde. Det er et interes- 
sant spørgsmål. „Skal vi svigte vore 
pagter?"; sangen protesterer kraftigt: 
„Nej." 

Samlet vil og kan ungdommen ikke 
svigte deres pagter, men individuelt 
har jeg set dem gøre det — svigte og 
falde bort. 

Ikke altid lægger man mærke til, at 
Lehi's syn placerer den største prøve 
hos dem, der har fulgt „jernstangen" 
til dets bestemmelsessted. Lyt om- 
hyggeligt til Nephi's ord: 
„Og jeg så en jernstang, og den 
strakte sig langs med flodens bred og, 
førte til træet, hvor jeg stod. 
Og jeg så utallige folkeskarer, hvoraf 
mange trængte sig frem for at komme 
til den sti, der førte til træet, hvor jeg 
stod. 

Og det begav sig, at jeg så andre 
trænge sig frem, og de kom og fik fat 
på enden af jernstangen og de trængte 
sig frem gennem den tætte tåge og 
holdt fast ved jernstangen, lige til de 
kom hen og kunne nyde af træets 
frugt. 



som en veltalende stemme 



AF ÆLDSTE BOYD K. PACKER af de Tolv Apostles Råd 



Og efter at de havde spist af træets 
frugt, så de sig omkring, som om de 
var skamfulde. 

Og jeg så mig også omkring og op- 
dagede på den anden side af floden en 
stor og rummelig bygning, og den stod 
lige som i luftern, højt over jorden. 
Og den var fyldt med folk, både gamle 
og unge, både mænd og kvinder, og 
deres påklædning var meget fin, og 
de stod og spottede og pegede fingre 
ad dem, der var kommet og som havde 
nydt af frugten. 

Og efter at de havde smagt frugten, 
skammede de sig over for dem, som 
hånede dem, og de gik på forbudne 
stier og gik fortabt." (1. Nephi 8:19-21, 
24-28.) 

Læg mærke til, at prøvelsen kom efter 
de havde fulgt jernstangen, efter at de 
havde smagt frugten. (Forklaringen på 
disse symboler gives i 1 . Nephi 1 1 . ka- 
pitel.) 

Hvad er prøvelsen? Hvorfor gik de 
fortabt? Det havde noget at gøre med 
at blive skamfulde, så man kunne se 
det på deres ansigter, eller fordi de 
blev spottet, latterliggjort og peget 
fingre ad. 

Hvordan kan vi undgå at falde fra? 
For det første — ■ vær årvågen nok til 
at vide at udfordringen, når den kom- 
mer, er individuel. Mens Zions ung- 
dom ikke vil svigte deres pagter, kan 
du risikere det. 

Mange af jer forestiller jer med urette, 
at hvis en moderne Johnston's hær 
(Johnston's hær blev beordret mod 
Mormonerne af den amerikanske Præ- 
sident Buchanan i 1858, Ene. Ameri- 
cana, Afsnit 9, side544) truede Kirkens 
eksistens, ville I befinde jer i Echo 



Canyon (Echo Canyon, nordøstlige del 
af Salt Lake City, hovedkvarteret for 
forsvarstropperne) for at melde jer 
som soldater, for at forsvare troen. I 
tager fejl i jeres forståelse, fordi ud- 
fordringen ikke kommer som en hær 
mod Kirken, men som Djævelen mod 
jeres individuelle vidnesbyrd. 

Nær afslutningen af et kursus til min 
doktorgrad blev jeg indtegnet sammen 
med tre andre i en filosofisk klasse. 
To af os fuldendte vore doktorgrader; 
de to andre skulle netop til at indlede 
deres højere uddannelse. 

Der opstod en uenighed mellem den 
anden lægekandidat og mig. Profes- 
soren dæmpede behændigt striden 
uden at tage parti. Diskussionen blev 
voldsommere og de to andre stude- 
rende tog parti, én på hver side. 

Så der stod vi, to stridende med hver 
en sekundant. Problemet udviklede 
sig og blev større, og hver dag forlod 
jeg klassen endnu mere ulykkelig. 
Hvorfor skulle jeg tage mig af det? 
Det bekymrede mig, fordi jeg havde 
ret, og han havde taget fejl, og jeg 
vidste det, og jeg mente, at også han 
vidste det. Endnu var han i stand til at 
overvinde mig i enhver diskussion. 
Hver dag følte jeg mig mere utilstræk- 
kelig, mere tåbelig og mere fristet til 
at kapitulere. 

Så hændte en af de mest betydnings- 
fulde oplevelser i hele min studietid. 
En dag, da vi var ved at forlade klas- 
sen gjorde hans sekundant en be- 
mærkning: „Du taber, gør du ikke?" 
Der var ingen stolthed tilbage til at 
forhindre mig i at samtykke klart: „Ja, 
jeg taber." 



„Ved du, hvad der er i vejen med 
dig?" spurgte han. 

Jeg blev interesseretog svarede: „Det 
ville jeg meget gerne få at vide." 

„Problemet med dig er, at du er ved 
at kæmpe dig ud af sagens sammen- 
hæng." 

Jeg spurgte ham, hvad han mente, for 
jeg vidste det ikke, og han kunne ikke 
forklare det. Han sagde blot: „Du er 
ved at kæmpe dig ud af sagens sam- 
menhæng." 

Den nat tænkte jeg uafbrudt på pro- 
blemet. Det var ikke et spørgsmål om 
rang eller anseelse — det var større 
og vigtigere end det. Jeg var blevet 
slået i mine anstrengelser for at for- 
svare et princip, som var sandhed. 
Hans fremstilling: „Du er ved at kæm- 
pe dig ud af sagens sammenhæng" 
blev i mit sind. Til sidst i min ydmy- 
gelse knælede jeg ned i bøn til Her- 
ren. Så kendte jeg svaret. 

Næste dag vendte vi tilbage til klas- 
sen, denne gang- for at blive ved sa- 
gens sammenhæng. Da diskussionen 
begyndte lod jeg som om, jeg var for- 
trolig med filosofisk terminologi og 
havde læst en bog eller to derom, i 
stedet for at mumle nogle opstyltede 
blaserte, filosofiske erklæringer — og 
i stedet for at sige: „Den priorate 
erhvervelse af intelligens som kommer 
af ydre søgen af oplysninger," blev 
jeg ved sagen og sagde: „Åbenbaring 
fra Gud." 

Pludselig fik sagen en anden vending, 
og jeg blev reddet fra tilintetgørelse 
og lærte en lektie, som jeg aldrig vil 
glemme. Jeg stod i gæld til den for- 
dringsløse studerende, som var kom- 



339 



met med den bemærkning, som jeg 
havde lært så meget af. 
Til de studerende vil jeg sige: Lær, 
søg og find kundskab, tag stadigvæk 
høje eksamener; opnå høje stillinger, 
inden for det fag, som I har valgt. I 
behøver ikke at være mindre kloge 
eller umodne ved at pålægge jeres 
religiøse overbevisning for andre. Men 
når I diskuterer Kirken eller Evange- 
liet, så vig ikke bort fra sagens sam- 
menhæng. 

I må ganske vidst ikke overtale nogen 
til at acceptere jeres synspunkter. 
Vær kloge nok til at vide, når I ikke 
skal prøve. I kan imidlertid informere 
dem fuldstændigt om Kirken, så de 
ved, ligegyldigt, om de accepterer 
eller ej, hvad det drejer sig om. Lær 
dem derfor tro, omvendelse og dåb. 
Ved universitet findes der et antal kur- 
ser, som kræver forudsætninger. For 
eksempel kan man ikke tilmelde sig et 
kursus for viderekommende i kemi 
uden først at have bestået et grund- 
læggende kursus. For at indskrive sig 
på en højere læreranstalt, må man 
først have bestået studentereksamen 
eller noget tilsvarende. 
Tager I først et kursus for viderekom- 
mende uden forudsætninger eller til- 
svarende øvelse, vil det sandsynligvis 
mislykkes for jer. Uden kendskab til 



de grundlæggende principper i et fag, 
må man misforstå endog afvise be- 
gyndelsesgrunde, som er direkte knyt- 
tede til de grundlæggende principper 
indenfor et fag. 

Der findes i Evangeliet nogle grund- 
læggende lærdomme, uden hvilke den 
dybere forståelse i nogle principper i 
Evangeliet vil blive misforstået; i vir- 
keligheden fuldstændigt misforstået. 
For eksempel begrænsningen under 
hvilket Præstedømmet er uddelt, vil 
næppe kunne accepteres eller forstås 
af nogen, som ikke har gennemgået 
de grundlæggende principper i tro, 
omvendelse og den Helligånds gave. 
Bliv aldrig skamfulde over Evangeliet, 
fordi mennesker ikke er enige med 
dig, og endog tilsyneladende er år- 
vågne, intelligente og velmenende 
mennesker. Begynd ikke at vakle fordi 
du ikke kan forklare det „på deres ter- 
minologi", i „deres sammenhæng". 

Anerkend at der må være behov for 
modsætningsforhold, at I ikke kan 
være helt populære hos alle, fordi I 
ikke både kan være noget og alligevel 
blive fuldstændig accepteret af alle. 

Fristelsen er ikke ny. Moroni begyndte 
selv at sørge over sine svagheder og 
fejltrin, idet han prøvede at lære sand- 
heden: 



„Og jeg sagde til Ham: Herre folkene 
vil spotte over disse ting. 
Og da jeg havde sagt dette, talte Her- 
ren til mig og sagde: Dårer spotter, 
men de skal komme til at sørge; og 
min nåde er tilstrækkelig for de yd- 
myge, så de ikke skal benytte sig af 
jeres svaghed. 

Og dersom mennesker kommer til mig, 
vil jeg vise dem deres svaghed. Jeg 
giver menneskene svagheder for at de 
kan være ydmyge; og min nåde er til- 
strækkelig for alle mennesker, som 
ydmyger sig for mig; thi dersom de 
ydmyger sig for mig og har tro på mig, 
vil jeg gøre det svage stærkt for dem. 
Se, jeg vil vise folkene deres svaghed, 
og jeg vil vise dem at tro, håb og 
kærlighed fører til mig — al retfærdig- 
heds kilde." (Ether 12:23, 25-28.) 
Vi trænger til flere mennesker som 
Søster Buswell i denne Kirke, der har 
inspiration til på et passendetidspunkt 
at blive ved Evangeliets sammenhæng, 
ikke fordi de ikke kan leve op til ver- 
den på dens betingelser, men fordi de 
ikke skammer sig over Jesu Kristi 
Evangelium, thi dette er Guds kraft til 
frelse for enhver som tror. (Paulus 
brev til Romerne, 1:16.) 



O 



U/i dø/i, ^^e//i i£Æe Æi/adf^ Æa/* /ee/'t di^ dit Afe^te taae i/a^e 
/id //ii/ie aad/ 

tJÆl e/i ^æÆÆe af datpe e^ /tei/ed/* e^ ifo££e if/'i/iae/' de dia. 
£/ed/ied e^f tf&é/iafr v-ife ef f/*a di^ ai/id de/n é&m- v-d/id &/?i di/i Æa£, 
é£/*ii/ dem^ /id dit ^'erted ta^&e / 
^da /i/ider da /idde &<f ^/ideét i ±/adé e<z /?ie/i/ieéÆe/'é øf/ie. 



tø. 3:1-4 



340 










AF ÆLDSTE THOMAS S. MONSON, af De Tolv Apostles Råd 
Tale givet ved den årlige 140. generalkonference i Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Hellige 



Vi hører ofte udtrykket „tiderne har skiftet", og måske er 
det rigtigt. Vor generation har været vidne til umådelige 
fremskridt i kampen for lægevidenskaben, transport, sam- 
færdsel og udforskning, blot for at nævne nogle få. Der er 
imidlertid disse isolerede, standhaftige øer midt på det 
umådelige ocean af omskiftelser. For eksempel er drenge 
stadig drenge, og de fortsætter med at foretage sig de 
ting, som drenge holder af. 

For nogen tid siden hørte jeg tilfældigt, hvad jeg er over- 
bevist om, er en ofte gentaget samtale. Tre meget små 
drenge diskuterede deres fædres kræfter. En sagde: „Min 
fader er større end din fader," hvortil den anden svarede: 
„Godt, men min fader er klogere end din fader." Den tre- 
die dreng forsvarede sig og sagde: „Min fader er læge," 
og så henvendte han sig hånende mod den ene dreng og 
sagde: „Din fader er kun lærer." 

Da en af børnenes mødre kaldte, afsluttedes diskussionen, 
men ordene fortsatte med at give genlyd for mine ører. 
Blot en lærer. Blot en lærer. Blot en lærer. En dag vil hver 
af disse små drenge komme til at værdsætte den sande 
værdi af inspirerende lærere og vil med oprigtig tak- 
nemmelighed anerkende det uudslettelige indtryk, som 
sådanne lærere vil efterlade i deres personlige tilværelse. 
„En lærer", som Henry Brook Adams bemærkede, „påvir- 
ker evigheden, han kan aldrig vide, hvor hans indflydelse 
standser", og denne sandhed passer på enhver af vore 
lærere; for det første læreren i hjemmet, for det andet 



læreren i skolen, og for det tredie læreren i Kirken. Måske 
husker I og jeg bedst den lærer, som havde mest ind- 
flydelse på os. Hun har hverken nogen tavle eller bestået 
eksamen fra en læreranstalt, men hendes lektier var evige, 
og hendes omsorg var ægte. Ja. Jeg taler om en moder, og 
i samme åndedrag medtager jeg faderen, i virkeligheden 
er ethvert forældrepar lærere. 

Eleven i en sådan lærers guddommeligt udpegede klasse- 
værelse — og sådan er forholdet i virkeligheden med det 
lille barn, der kommer til jeres eller mit hjem ■ — er en 
yndig ny blomst blandt menneskene, neddalet fra Guds 
eget hjem for at blomstre på jorden. 
Den første tid, hvor man lærer den lille, iler af sted, og 
gunstige lejligheder er forgængelige. Forældre, som op- 
sætter deres udførelse af deres ansvar som lærere, vil i 
årene, der kommer, opnå en bitter erfaring med den ofte 
gentagne talemåde „Det kunne have været." 
Skulle et forældrepar behøve yderligere instruktion til at 
begynde den pålagte gerning, som det er at undervise om 
Gud, lad dem da huske på, at den stærkeste forbindelse 
af følelser i verden hverken fremkaldes af nogen stor kos- 
misk begivenhed eller findes i romaner eller historiebøger 
— men alene af forældre, som ser ned på et sovende 
barn. „Skabt i Guds billede", dette herlige skriftsted fra 
bibelen får en ny og klingende betydning, når forældre 
gentager dette for dem selv. Hjemmet kaldes et himmelsk 
tilflugtssted, og kærlige forældre lærer deres børn at 



341 



„bede og vandre retskaffent for Herren". (L & P 68:28.) 
Sådanne inspirerede forældre gør sig ikke egnet til be- 
skrivelsen „Kun en lærer". 

Lad os som næste punkt betragte læreren i skolen. Uund- 
gåeligt fremkommer den grådkvalte morgen, da hjemmet 
overgiver en del af dets læretid til klasseværelset. Johnny 
og Nancy følger den glade skare, som hver dag går fra 
hjemmet til skolens klasseværelse, og der opdages en ny 
verden, hvor vore børn møder deres lærere. 
Læreren skærper ikke blot forventninger og ambitioner 
hos eleverne, men påvirker også deres standpunkter mod 
deres fremtid og dem selv. Hvis han ikke er opmærksom, 
efterlader han ar i de unges liv, som gør meget ondt 
i deres selvagtelse, og som forvrænger deres billede 
af dem selv som levende skabninger. Men hvis læreren 
holder af sine studerende og har store forventninger til 
dem, vil deres selvtillid vokse, deres evner vil udvikles og 
deres fremtid vil være sikret. 

Uheldigvis finder vi disse få lærere, som frydes ved at 
ødelægge tro, snarere end at bygge bro til gode til- 
værelser. Vi må altid huske at styrken til at lede, også 
findes til at vildlede, og styrken til at vildlede, er at 
ødelægge. 

Præsident J. Reuben Clark, Juniors ord: „Den som sårer, 
ødelægger og lemlæster en sjæl, som fremmaner tvivl 
eller ødelægger tro i de højeste sandheder, vil Gud holde 
strengt ansvarlig, og hvem kunne tænke sig, hvor langt 
et menneske vil synke, som forsætligt skader et andet 
menneskes chance for celestial herlighed?" (Udødelighed 
og evigt liv, bind 2, side 128.) 

Da vi ikke har kontrol over klasseværelset kan vi i det 
mindste forberede eleven. I spørger: „Hvordan?" Jeg 
svarer: „Sørg for en vejleder til herligheden i Guds cele- 
stiale rige, blot et barometer til at skelne Guds sandheder 
og menneskehedens teorier." 

For adskillige år siden holdt jeg sådan en vejleder i hån- 
den. Det var et bind af Skriften, det vi almindeligvis kalder 
„Tre i én", som indeholder Mormons Bog, Lære og Pagter 
og Den Kostelige Perle. Bogen var en gave fra en kærlig 
fader til en smuk blomstrende datter, som omhyggeligt 
fulgte hans råd. På den første side havde hendes fader 
skrevet disse inspirerede ord: 

Den 9. april 1944 
Til min kære Maurine 

At du må have et bestandigt ønske om at skelne mellem 
sandheden og vildfarelsen i menneskehedens livsans- 
kuelse og således vokse i åndelighed og tiltage i kund- 
skab, giver jeg dig denne hellige bog til at studere ofte og 
at værne om igennem din tilværelse. 

Din hengivne fader 
Harold B. Lee. 

Jeg stiller spørgsmålet: „Kun en lærer?" 
Lad os til slut vende os mod læreren, som vi normalt 
møder om søndagen — læreren i Kirken. I sådanne om- 
givelser mødes tidligere generationers historie, håbet om 
vor tid, og løfterne om fremtiden. Især her underviser 
læreren os om, at det er let at være en farisæer, men 
svært at være discipel. Læreren dømmes af eleverne, ikke 



alene hvordan han underviser, men også hvordan han 
lever. 

Apostlen Paulus gav råd til Romerne: „Du, som lærer 
andre, du lærer ikke dig selv, du, som prædiker, at man 
ikke må stjæle, du stjæler, du, som siger, at man ikke må 
bedrive hor, du bedriver hor." (Pauli brev til Romerne, 
2:21-22.) 

Paulus den inspirerede og dynamiske lærer viser os et 
godt eksempel. Hemmeligheden bag hans succes afsløres 
gennem hans oplevelser i det uhyggelige fangehul, hvor 
han var indespærret. Paulus kendte lyden fra soldaternes 
trampende fødder og den klirrende lyd fra lænkerne, der 
holdt ham fangen. Da fangevogteren, som syntes at være 
imødekommende, bøjede sig mod Paulus og spurgte ham 
om han behøvede vejledning med hensyn til, hvordan man 
skulle opføre sig over for kejseren, sagde Paulus, at han 
havde en vejleder — Helligånden. 

Den samme ånd vejledte Paulus, da han stod midt iblandt 
bakkerne i Mars og læste skriftstedet: „For en ukendt 
Gud" og erklærede: „Det, som I således dyrker uden at 
kende det, det forkynder jeg jer." 

Gud, som skabte verden og alt, hvad der er i den, bor ikke 
i templer gjorte med hænder; han, som jo selv giver alle 
liv og ånde og alt andet; thi i ham lever og røres og er vi, 
thi vi er også af hans slægt. (Ap. G. 1 7:23-25, 28.) 
Endnu én gang: „Kun en lærer?" 

I hjemmet, i skolen, i Guds hus findes én lærer, hvis til- 
værelse overskygger alt andet. Han lærer om liv og død, 
om pligter og skæbner. Han lever ikke for at blive betjent, 
men for at betjene, ikke for at modtage, men for at give, 
ikke for at redde sit eget liv, men for at ofre sig for andre. 
Han beskrev en kærlighed, som er smukkere end begær, 
en armod rigere end skatte. Det er sagt om denne lærer, 
at han underviste med myndighed og ikke lige som de 
skriftkloge. 

I verden i dag, hvor mange mennesker er grådige efter 
guld og hæder, (Se Matt. 11:19) og som er præget af 
livsanskuelser som „udgiv eller opgiv", lad os da huske, 
at denne Lærer aldrig nedskrev — ■ en gang skrev Han i 
sandet og vinden ødelagde for stedse, hvad Han havde 
skrevet. Hans love var ikke indgraveret i sten, men kun i 
menneskehjerter. Jeg taler om Mesteren selv, Jesus Kri- 
stus, Guds Søn, Frelseren og Forløseren for hele menne- 
skeslægten. 

Når de helligede lærere reagerer på Hans blide opfordring: 
„Kom, lær af mig" bliver de belært, men de får også del i 
Hans guddommelige styrke. Det var min oplevelse, da jeg 
som lille dreng kom under indflydelse af sådan en lærer. 
I klassen i vor søndagsskole underviste hun os om ver- 
dens skabelse, Adams fald, Jesu sonende offer. Hun med- 
bragte i klasseværelset så ærede gæster som Moses, 
Joshua, Peter, Thomas, Paulus og Jesus Kristus. Skønt vi 
ikke så dem, lærte vi at elske, ære og efterligne deres 
gerninger. 

Hendes undervisning blev aldrig så dynamisk eller dets 
indhold mere uforglemmeligt som en søndag morgen, da 
hun bedrøvet bekendtgjorde for os, at en af vore klasse- 
kammeraters moder var død. Vi havde savnet Billy den 
morgen, men vi kendte ikke grunden til hans fravær. Lek- 



342 



tien bragte emnet: „Saligere er det at give end at mod- 
tage." Halvvejs gennem lektien lukkede vor lærer lektie- 
hæftet og åbnede vore øjne og ører og vore hjerter mod 
Guds herlighed. Hun spurgte: „Hvor mange penge har vi 
i pengekassen til selskabelighed?" 

Skønt vi var i dårligt humør kom svaret hurtigt og stolt: 
„4 dollars 75 cents." 

Så foreslog hun lige så blidt: „Billy's familie har hårdt 
brug for penge og er nedbrudte af sorg. Hvad synes I om 
evt. at besøge familien nu til morgen og forære dem jeres 
penge?." 

Aldrig nogen sinde vil jeg glemme den lille skare, som gik 
på vejen, kom ind i Billy's hjem, hilste på ham, hans bro- 
der og søstre og faderen. Hans moder var mærkeligt nok 
allerede borte. Jeg vil altid sætte pris på tårerne, der funk- 
lede i alles øjne, da den hvide kuvert, som indeholdt vore 
kostbare penge til selskabelighed, blev overrakt af vor 
lærers spinkle hånd til den nødlidende, sorgbetyngede 
faders hånd. Vi sprang omkring på vor tilbagetur til Kirken 
og vore hjerter var lettere og lysere end de nogensinde 
havde været; vores glæde mere fuldkommen og vor for- 
ståelse dybere. En af Gud inspireret lærer havde under- 
vist sine drenge og piger i en uforglemmelig lektie om 
sand gudsdyrkelse. „Saligere er det at give end at mod- 
tage." 

Vi kunne godt have gentaget disciplenes ord, som de 
sagde på vejen til Emmaus: „Brændte ikke vort hjerte i 
os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op 
for os." (Lukas 24:32.) 

Jeg vender tilbage til den først nævnte samtale. Da dren- 
gen hørte de hånende ord „Min fader er større end din," 
„Min fadere er klogere end din," „Min fader er læge," 
kunne han godt have svaret: „Din fader er måske større 
end min, og din fader er måske klogere end min, din fader 
er måske pilot, ingeniør eller læge, men min fader, min 
fader er lærer." 

Må enhver af os altid fortjene en sådan oprigtig kompli- 
ment, beder jeg ydmygt i Mesterens, Guds Søns, Den 
Herre Jesu Kristi navn. Amen. O 



Stol på Herren 
af hele dit hjerte, 
men forlad dig ikke 
på din forstand ; 
hav ham i tanke 
på alle dine veje, 
så jævner 
han dine stier. 
Hold ikke dig selv 
for viis, frygt 
Herren og vig 
fra det onde; 
så får du helse 
for legemet, 
lindring for 
dine ledemod. 

Ord. 3:5-8 






Orgel-akkompagnement 
til nadververs i november 



Senior søndagsskole: 

„Og I skal forstå sandheden og 
sandheden skal frigøre jer." (Johan- 
nes Evang. 8:32.) 

Junior søndagsskole: 

„Lad os elske hverandre, thi kærlig- 
heden er af Gud." (1. Johannes 4:7.) 



fej J J ^ 



B 



7 



i 



t ■ 



4 



i 



O f r\ 



T 



é 



Roy M. Darley 




3E 



m 



343 





R% *<*lr 





Sara M. Tanners 

Hengivenhed for hjem, 
familie og kirke 







.r^*^' 




AF ELEANOR KNOWLES Medredaktør 




„Hun viste sig de krav voksen, han 
stillede, opgav de ting i livet, der ville 
have moret hende, for at indtage den 
ærefulde stilling som kvinde og som 
hustru . . ." (John L. Clarke, Præsident 
for Ricks College.) 

Da den unge lærerinde var på vej til 
sin første stilling i den lille skolebyg- 
ning i Hill Spring, Alberta, Canada, 
anede hun intet om, at hele hendes 
livsløb i løbet af nogle få måneder 
ville bilve ændret, og at hun i hele 
resten af sit liv ville komme til at rejse 
over hele verden ved sin mands side, 
træffe konger, betydningsfulde rege- 
rings-embedsmænd og personer af 
alle racer og trosbekendelser. 
Sara Isabelle Merrill havde tilbragt 
hele sit liv på nogle få måneder nær 
i Canada (hun var født i Lehi, Utah), 
hvor hendes fader var blevet kaldet til 
at hjælpe med at bygge huse til de 



Sidste Dages Hellige familier, der var 
engageret i et projekt med kunstig 
vanding for den canadiske regering. 
Hun gik i skole i Margrath, Hill Spring 
og Calgary, og tog eksamen fra et 
lærerkollegium i Calgary. 
I skolen i Hill Spring traf Sara den 
høje, kønne Nathan Eldon Tanner, 
skolens nye forstander og lærer for 
de højere klasser. De forelskede sig, 
og en kold, snevejrsdag i december 
1919 giftede de sig. (De blev senere 
beseglet til hinanden i Alberta-templet 
efter indvielsen af templet i august 
1923.) 

Med sit ægteskab opgav Sara Tanner 
enhver tanke om en fuldtids karriere 
uden for hjemmet, og hun anvendte 
sin energi på at skabe et hjem og 
støtte sin mand i hans kirkelige, bor- 
gerlige, regeringsmæssige og profes- 
sionelle opgaver. I løbet af de næste 



5 år — medens de kæmpede for at 
skabe et hjem og gøre hans uddan- 
nelse færdig, blev de velsignet med 
fem dejlige døtre: Ruth, Isabelle, 
Zola, Beth og Helen. (De er nu alle- 
sammen gift, og præsident og søster 
Tanner har nu 26 børnebørn og et 
oldebarn.) 

For nylig ærede Ricks College i Rex- 
burg, Idaho, søster Tanner som deres 
„Årets kvinde". Den hædrende omta- 
le, der fulgte med belønningen, inde- 
holdt nogle ord fra præsident John L. 
Clarke — citeret ovenfor — samt 
følgende hyldest, som er en udmærket 
beskrivelse af Sara Tanners hengiven- 
hed for sit hjem og sin familie: 
„Tidligt i livet begyndte du at udvikle 
den ideelle kvindes egenskaber. Du 
har udviklet dig gennem kulturelle 
aktiviteter, som f. eks. malerkunst, lit- 
teratur, historie, musik og skuespil- 



344 



IPJEP 



X 



éT*\ d*m 



£ m a 



•3% 









£*% 



Mé :, # 



: 






# 



fV 1 ! 



, k V- Pi' 

i --* 






' 7 * Il 

* ■ % i » * "^ 






sj Ȥ # : 



' Oo*» 



V 




-■*>•% 



:SJ:,;::::|f:::;:.:::,:;,;,: ■::..;.,:,„■: 1^:,, :■: i;.;- * .;.;.;; . : ;;-; ;,.::.:■■..:: ;.: Z :?;-: I":!:: .:! .;.;: 



kunst, som altsammen har beriget dit 
liv. Du har skildret kernen i ægte mo- 
derskab gennem dine huslige interes- 
ser og tilførelse af værdier til hjem- 
met, samt din magtfulde hengivenhed 
for hjem og børn." Det blev også be- 
mærket, at „hun har været et eksem- 
pel på kærlighed til Gud gennem sin 
tjeneste som lærerinde i de offentlige 
skoler, i mange af Kirkens organisatio- 
ner og som leder i mange af hjælpe- 
organisationerne". 

Da præsident Tanner indtog en frem- 
skudt stilling i Albertas regering som 
lovgiver og derefter som kabinets- 
embedsmand, var hans elskede „Sally" 
ved hans side, støttede ham og sør- 
gede for, at der var fred og ro i hjem- 
met. Hans opgaver førte ham til Euro- 
pa, De vestindiske Øer, Mexico, gen- 
nem de canadiske provinser, og til 
andre dele af verden, og når som 



helst, det var muligt, ledsagede hun 
ham. En betagende oplevelse dengang 
var det at blive inviteret til middag hos 
kong George VI. og dronning Eliza- 
beth af England. De har også spist 
sammen med dronning Elizabeth II, 
prins Philip og andre notabiliteter. 
Hvor som helst de har boet, har søster 
Tanner været aktiv i Kirken. Hendes 
tidligere uddannelse og erfaring som 
lærerinde har fundet god anvendelse, 
når hun har undervist i Primary, Søn- 
dagsskolen, Unge Kvinders GUF og 
Hjælpeforeningen. Hun har også ud- 
nyttet sine lederevner som præsi- 
dentinde for et wards Unge Kvinders 
GUF, for Hjælpeforeningen og som 
rådgiver i stavs-hjælpeorganisationer. 
Da Præsident Tanner blev præsident 
for Den vesteuropæiske Mission, blev 
søster Tanner specielt udnævnt til 
repræsentant i Europa for Unge Kvin- 



ders GUF generalbestyrelse — så hun 
kunne overvåge GUF-arbejdet i Euro- 
pa; hun er den første i UKGUF, der 
har haft en sådan stilling. I 1964 blev 
hun og præsident Tanner hædret af 
GUF med Æres-Guld-Gleaner og Ma- 
ster-M-Mands belønningerne. 
Da Præsident Tanner i 1960 blev 
kaldet til fuldtids tjeneste i Kirken som 
assistent til De Tovs Råd, betød det, 
at de måtte sige farvel til deres el- 
skede, canadiske hjem, såvel som til 
familien (alle deres døtre har deres 
hjem i Canada). Uden at se sig til- 
bage, og uden fortrydelse, tog de 
imidlertid mod kaldet fra Det Første 
Præsidentskab og flyttede til Salt 
Lake City, hvor de skabte sig et nyt 
hjem. I dag har de deres hjem i en 
rummelig lejlighed med en impone- 
rende udsigt over Saltsødalen og de 
omgivende bjerge. 



345 



Præsident og søster Tanner fejrede 
deres guldbryllup i december 1969 
med en betagende to ugers ferie på 
Hawaii med 38 medlemmer af deres 
familie. 

„For ca. 2 år siden spurgte min mand 
mig, hvorledes jeg kunne tænke mig 
at fejre vort guldbryllup." fortæller 
hun. „Eftersom vi ikke havde nogen 
reception ved vort bryllup tænkte han, 
at vi måske skulle holde en nu. ,Ved 
du, hvad jeg virkelig har lyst til?' 
spurgte jeg ham. ,Jeg kunne tænke 
mig at rejse til Hawaii med hele vores 
familie.' Han begyndte straks at lægge 
planer, og den 17. december mødtes 
vi alle i Seattle og fløj til Honolulu." 
Eftersom Church College of Hawaii var 
ledigt på grund af juleferie, boede 



familien Tanner der, sov på sovesa- 
lene, spiste i cafeteriet og benyttede 
sig af mange af rekreationsmulighe- 
derne. På brylluppsdagen, den 20. de- 
cember, overværede de forestillingen 
i Polynesian Cultural Center. 
„Det var en rejse, hvor virkeligheden 
sandelig langt overgik forventningen," 
siger hun. 

I Ricks College's omtale, står ordene 
„Høje, kvindelige egenskaber" og 
„inspiration for sin mand" som de 
øverste. Søster Tanner siger, at noget 
af det, der har haft størst indflydelse 
på hendes liv, er hendes tro på bøn- 
nens magt. „Jek fik meget tidligt et 
vidnesbyrd om bøn," siger hun. „Jeg 
husker så levende, at min bed- 
stemoder fortalte, hvorledes hendes 



moder tog hende med ud på en tur i 
skoven, hvor hun lærte hende nøglen 
til bøn og formanede hende til altid at 
bede." 

Selvom søster Tanner har mange 
interesser, er de allesammen under- 
ordnede i sammenligning med hendes 
hengivenhed for og kærlighed til sin 
mand og til familen. „For tiden er min 
eneste Kirkelige opgave den at være 
hustru til 2. rådgiveren i Det Første 
Præsidentskab," siger hun stolt, „og 
mit eneste ønske er at være den 
bedst mulige hustru for ham." 
Sara Merrill Tanner har i sandhed 
påtaget sig rollen som kvinde og 
hustru og gjort den ære., 



o 



Frelse er et familieanliggende 




AF PRÆSIDENT BRUCE R. McCONKIE 
fra De Halvfjerds' Første Råd 
(Tale ved den 140. årige Generalkon- 
ference i Jesu Kristi Kirke af Sidste 
Dages Hellige.) 



Frelse er et familieanliggende. 
Vi er allesammen medlemmer af Gud, 
den evige Faders familie. Vi er Hans 
åndelige børn. Vi levede hos Ham i en 
familie-enhed, før denne verdens 
grundvold blev lagt. 
I en af vore storslåede, doktrinære 
sange synger vi: 
Men har der jeg kun en Fader? 
Hør fornuft og sandheds svar, 
sig, hvad jeg vil evigt kende: 
„Der jeg og en Moder har!" 
Når min svage hytte lægges 
ned i jordens kolde grus, 
Fader, Moder, lad mig møde 
eder i jert kongehus. 
Når jeg har mit mål fuldkommet, 
hvorfor I mig sendte her, 
kald mig hjem med fælles stemme, 
lad mig salig dvæle der! 
(Nr. 195 i den blå sangbog.) 
Medens vi endnu opholdt os i Hans 
nærhed, forordnede vor ophøjede og 
evige Fader Frelsens Plan, som skulle 
sætte os i stand til at gå fremad, ud- 
vikle os og blive Ham lig. 



Denne evangeliske plan tilbød alle 
Guds børn den forret at få en jordisk 
prøvetid og håb om evigt liv. Vi mod- 
tog alle det løfte, at vi gennem Kristi 
forsoning skulle blive oprejst til udø- 
delighed, og at vi skulle få evigt liv, 
dersom vi adlød Evangeliets love og 
ordinanser. 

Nu er „evigt liv" betegnelsen for den 
livsform, som Gud, vor evige Fader, 
lever efter. Evigt liv er Guds liv, og 
Guds liv er evigt liv. Hvis vi altså op- 
når evigt liv, er det fordi vi går fremad, 
udvikler os og bliver Ham lig. 
Hvis vi skal blive vor himmelske Fader 
lig, må vi åbenbart blive udødelige, 
ligesom Han er udødelig; vi skal opnå 
den karakter, den fuldkommenhed og 
de egenskaber, som Han besidder; vi 
skal opnå den magt, herlighed og det 
herredømme, som Han har, og vi skal 
skabe evige familie-enheder til os selv 
efter Hans evige families forbillede. 
DetEvangelium, som Han har gengivet 
i denne forvaltning, er et Evangelium 
om evigt liv. Det er det samme frelses- 



system, som alle profeterne og alle de 
hellige ejede i alle forvaltningerne. 
Det består af de love og magter, hvor- 
ved vi kan blive fuldkomne, ligesom 
vor Fader i himmelen er fuldkommen, 
magter, hvorved vi kan skabe, fuld- 
komme og forevige vore egne, evige 
familie-enheder. 

Gud, vor Faders storslåede værk var 
skabelse. Han var årsag til vor eksi- 
stens; vi blev født som medlemmer af 
Hans familie, og ved Hans kraft blev 
jorden og alt, hvad der er på den, 
til. 

Og Gud har udført sit arbejde perfekt. 
Kristi store værk var forløsningen. 
Gennem Hans forsoningsoffer oprej- 
ses alle mennesker til udødelighed, 
medens de, som tror og adlyder hele 
Evangeliets lov, oprejses til evigt liv. 
Og Kristus har udført sin gerning til 
fuldkommenhed. 

Hvert eneste menneskes store værk 
er at tro Evangeliet, holde budene og 
at skabe og fuldkomme en evig fa- 
milie-enhed. Og Sidste Dages Hellige 



346 



søger at udføre deres gerning så nær 
det fuldkomne som muligt. 
Heraf følger, at alt, hvad vi har i Kir- 
ken, drejer sig om det celestiale ægte- 
skab, og om at frelsen er et familie- 
anliggende. 

Fra det øjeblik, vi fødes til jordelivet, 
til det øjeblik, vi indgår ægteskab i 
templet, er alt, hvad vi har i hele evan- 
gelie-systemet, at forberede og kvali- 
ficere os til at indgå i ægteskabets 
hellige orden, der gør os til mand og 
hustru i dette liv og i den kommende 
verden. 

Så fra det øjeblik vi er beseglet til 
hinanden med det hellige Præstedøm- 
mes magt og myndighed ■ — • magten til 
at binde på jorden, så det for evigt er 
beseglet i himmelen — fra det øjeblik 
er alt, hvad der har forbindelse med 
åbenbaret religion, beregnet til at 
hjælpe os at opfylde de vilkår og be- 
tingelser, der hører til vor ægteskab- 
spagt, således at denne pagt vil være 
effektiv og have magt i det kommende 
liv. 

Det celestiale ægteskab er derfor en 
afsluttende ordinanse i Evangeliet, den 
ordinanse i Herrens Hus, der sætter 
kronen på værket. Familieenheden er 
derfor den vigtigste organisation i tid 
og evighed. 

Og derfor bør vi have mere interesse 
og større bekymring for vor familie 
end for noget som helst andet i livet. 
Enhver vigtig bestemmelse bør træffes 
på baggrund af den virkning, den vil 
have på familieenheden. Vor bejlen, 
vor uddannelse, vort valg af venner, 
vort erhverv, vor hobby og stedet, vi 
skal bo; vort samfundsliv, de organi- 
sationer, vi tilslutter os og den tje- 
neste, vi yder menneskeheden; og 
frem for alt vor lydighed eller mangel 
deraf mod den åbenbarede sandheds 
standarder — alle disse ting bør be- 
stemmes på baggrund af deres virk- 
ning på familie-enheden. 
Der er intet i verden så betydnings- 
fuldt som skabelsen og fuldkommen- 
gørelsen af familie-enheder af den art, 
der er påtænkt i Kristi Evangelium. 
Og derfor siger Herren, når Han taler 
til ægtemænd: „Du skal elske din 
hustru af hele dit hjerte og holde dig 
til hende og ingen anden." (L & P 
42:22.) 

Når Hans røst høres af hustruer, på- 
lægger den dem den samme forplig- 



telse, som er pålagt deres mænd. 
Til dem begge befaler Herren: „Du 
skal ... ej heller bedrive hor . . . eller 
gøre noget sådant." (L & P 59:6.) 
Når Herren taler til forældre, befaler 
Han dem at opdrage deres børn i lys 
og sandhed, at undervise dem i Evan- 
geliet samt ved eksempel at lære dem 
god opførsel. 

Når Han taler til børnene, lyder Hans 
kendelse: „Vær lydige i Herren mod 
jeres forældre." (Ef. 6:1) og „Ær din 
fader og din moder". (2. Mos. 20:12.) 
Når Herren taler til familier lyder Hans 
råd således: „Elsk, hjælp og støt 
hverandre; adlyd hele Evangeliets lov; 
hold budene; 

stræb efter at fuldkommengøre hver 
enkelt familiemedlems livsførelse; 
styrk den svage; kald jeres vildfaren- 
de, kære tilbage og fryd jer over deres 
fornyede, åndelige styrke. 
Opsøg jeres slægt, som endnu ikke 
har modtaget Evangeliet, indbyd dem 
til at komme til Kristus og få del i 
Hans godhed; og 

etabler forbindelse med jeres døde 
slægtninge i åndeverdenen og gør 



Evangeliets velsignelser tilgængelige 
for dem gennem tempelordinanser." 
Der står skrevet, at hverken er man- 
den noget uden kvinden eller kvinden 
noget uden manden i Herren. I den 
fuldkomne familie i Kirken kunne man 
også sige, at hverken er forældrene 
noget uden børnene eller børnene 
noget uden forældrene i Herrens form 
for familie. 

Det sande Evangelium drejer sig om 
familien. Fuldkommen frelse vil sige, 
at familie-enheden fortsætter i cele- 
stial herlighed. De, for hvem familie- 
enheden fortsætter, har evigt liv; de, 
for hvem den ikke fortsætter, har ikke 
evigt liv, for himmelen er kun planlæg- 
ning af en Sidste Dages Helliges fa- 
milie ind i evigheden. 
Den magt, hvorved frelsen kommer, er 
så stor, at den kan gøre en himmel af 
jorden og af mennesket en gud. 
Det ædleste princip, der kan findes i 
menneskehjertet, er det, at familie- 
enheden fortsætter i evighed, og at 
frelse er et familieanliggende. 
I Jesu Kristi navn. AMEN. 

O 



Ær med din velstand Herren, med 
førstegrøden af al din avl ; 
da fyldes dine lader med korn, 
dine perser svømmer over af most. 
Min søn, lad ej hånt om Herrens 
tugt, vær ikke ked af hans revselse; 
Herren revser den, han elsker, han 
straffer den søn, han har kær. 

Ord. 3:9-12 



347 



^gS"""','. 




r-J>..-. 




Fra Missionens 




Præsidentskab 



Mine kære, elskede søskende! 
Det var så dejligt at se jer alle ved vore distriktskon- 
ferencer i september i Aarhus, Aalborg og Køben- 
havn. 

I, mine søskende, må være de bedste, de mest tro- 
faste og vidunderlige folk i hele verden. Herren 
elsker jer og vil løse jeres problemer for jer gennem 
jeres store tro. 

Det var en åbenbaring at mødes med jer, I gode 
mennesker, og give jer hånden og føle den store 
kærlighed I har til hinanden. Jeres smilende ansigter, 
jeres venlige hilsener — I dejlige unge familier — 
I ældre mennesker. Hvor jeg elsker jer — hvor jeg 
bekymrer mig for jer — og hvor må Herren elske jer, 
fordi I tjener Ham så godt! 

Er det ikke en stor tilfredsstillelse at vide, at Han 
velsigner os i vore hjem, i vort daglige arbejde i vor 
mission? Vi kan drage så nær til Ham, som vi selv 
vil. Han kalder på os og siger: „Kom og tag de vel- 
signelser I får gennem jeres trofasthed og lydighed," 
og „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede 
af byrder, og jeg vil give jer hvile." 
Jeg antager, at I nu gennem mit budskab til jer kan 
vide, at jeg elsker jer og er taknemmelig for jeres 
store trofasthed. 
Hvad er Hans store budskab? 
Det er, at vi, de få, skal leve så godt, så nær til Ham, 
at vor indflydelse kan ses og mærkes over hele lan- 
det. 

Det er at elske så meget, at tilgive så mange gange, 
at forstå, og at arbejde for den store sag. At tjene 



uden tanke på belønning og at vide, at vore velsig- 
nelser er utallige. 

Nu har vi det store Hjemmeaften-program at arbejde 
med. Tager du del i det? Bed din nabo, dine venner, 
dine slægtninge om at overvære vore månedlige 
Familie-Hjemmeaftener i grenen, hvor medlemmer, 
venner, undersøgere og missionærer finder en fæl- 
les grundvold, hvorpå vort vidnesbyrd om det gen- 
givne Evangelium kan opbygges. 
Jeg håber, I vil føle samvittighedsnag, hvis I ikke ud- 
leverer jeres fem indbydelser hver måned til men- 
nesker I kender. Det kan blive en stor aften i deres 
liv og vil hjælpe dem til at forstå Evangelieplanen. 
Vi har brug for hver eneste af jer i hvert eneste 
hjørne af Danmark til at udsøge fem mennesker hver 
måned og tage dem med til mødet. I kan gøre det 
med Herrens hjælp. Nu kan enhver blive en missio- 
nær. Det er så let, planen er så storslået. I kan 
hjælpe missionen til at finde en udfordring til at be- 
lære og døbe. 

Bed og fast om det, det er jeres arbejde, ingen an- 
den kan gøre det for jer. 

Gud velsigne os alle, så vi elsker hinanden og ønsker 
at samles om Hans sag. 

Jeres hengivne broder 
Paul L. Pehrson. 
missionspræsident 

P.S. Tak fordi I indtil nu har udført over 4700 ordi- 
nanser i templerne i år! 



348 




Ny statistiksekretær 

Den 15. juni er ældste Stuart Pearson 
blevet kaldet som statistikseretær i den 
danske mission. 

Ældste Pearson er søn af Mr. og Mrs. 
David G. Pearson, Salt Lake City, Utah, 
og ankom til Danmark den 13. oktober 
1968. Han har arbejdet i Hillerød i Glostrup, 
Ringsted og Nørrebro, indtil han blev kal- 
det til sit nuværende kald. 
Vi beder Gud velsigne ældste Pearson i 
det ansvarsfulde kald, der nu er pålagt 
ham. 




Ny bogtrykker på missionskontoret 

Den 28. juli er ældste Alan L Petersen 

blevet kaldet som bogtrykker på mis- 
sionskontoret. 

Ældste Petersen er født den 27. juni 
1947 i Provo, Utah, som søn af Mr. og 
Mrs. Joseph H. Petersen. Han kom til 
Danmark den 13. oktober 1968 og har 
arbejdet i København, Esbjerg, Skive, 
Næstved og Vejle, indtil han blev kaldet 
til sit nuværende kald. 
Vi beder Gud velsigne ældste Petersen 
i det ansvarsfulde kald, der nu er pålagt 
ham. 




Ny assistent til missionspræsidenten 
Den 15. juni er ældste Richard D. Olsen 

blevet kaldet som assistent til missions- 
præsident Paul L. Pehrson. 
Ældste Olsen er søn af Mr. og Mrs. 
LeGrand Olsen, Salt Lake City, Utah, og 
ankom til Danmark den 13. oktober 1968. 
Han har arbejdet i Taastrup, Aalborg, Her- 
lev og Glostrup, indtil han blev kaldet til 
sit nuværende kald. 

Vi beder Gud velsigne ældste Olsen i det 
ansvarsfulde kald, der nu er pålagt ham. 




Ny assistent til missionspræsidenten 

Den 15. juni er ældste Donald D. Hart- 
man blevet kaldet som assistent til mis- 
sionspræsident Paul L. Pehrson. 
Ældste Hartman er søn af Mr. og Mrs. 
William E. Hartman, Long Beach, Califor- 
nia, og ankom til Danmark den 26. juni 
1968. Han har arbejdet i Skive, Aalborg, 
Randers, Kolding, Herning, Fredericia og 
Odense, indtil han blev kaldet til sit nu- 
værende kald. 

Vi beder Gud velsigne ældste Hartman i 
det ansvarsfulde kald, der nu er pålagt 
ham. 



„Vejen til fuldkommenhed" for første 
gang på dansk 

Præsident Joseph Fielding Smith's bog 
„Vejen til fuldkommenhed" foreligger nu 
for første gang på dansk. 
I næsten 40 år har denne bog hørt til 
blandt mormonernes foretrukne evange- 
liske studiebøger. Den forkynder det 
uforanderlige i de hellige skrifters frel- 
sende principper, der er de samme i dag 
som de har været for alle generationer 
siden tidernes begyndelse. 
Men forfatteren skriver: „Og dog er det 
en kendsgerning, at disse principper, der 
aldrig forandres, alligevel i en vis for- 



stand altid er nye — gamle og kendte 
ting klædes i nyt — de præsenteres ikke 
nødvendigvis altid på den samme måde. 
Og det er altid anvendelsen af de evan- 
geliske sandheder i menneskets tilvæ- 
relse, der giver dem deres væsentligste 
betydning". 

Læseren kan glæde sig til at stifte be- 
kendtskab med den måde, forfatteren har 
iklædt de evangeliske principper „nye 
klæder". 

Bogen kan fås gennem enhver boghan- 
del til samme pris, som den kan købes 
til gennem Distributions Centret eller 
grenspræsidenterne, nemlig kr. 25.00 incl. 
moms. 



Ny finanssekretær 

Den 15. juni er ældste iay M. Jensen ble- 
vet kaldet som finanssekretær i den dan- 
ske mission. 

Ældste Jensen er søn af Mr. og Mrs. 
Lyman M. Jensen, Salt Lake City, Utah, 
og ankom til Danmark den 20. oktober 
1968. Han har arbejdet i Holte, Ballerup, 
Søborg, Hellerup, Bornholm og Hjørring, 
indtil han blev kaldet til sit nuværende 
kald. 

Vi beder Gud velsigne ældste Jensen i det 
ansvarsfulde kald, der nu er pålagt ham. 




Ny sekretær til missionspræsidenten 

Den 22. august er ældste Terrell Orme 

blevet kaldet som sekretær til missions- 
præsident Paul L. Pehrson. 
Ældste Orme er født den 27. januar 1949 
i Portland, Oregon, som søn af Mr. og 
Mrs. Samuel Orme. Han kom til Dan- 
mark den 20. oktober 1968 og har ar- 
bejdet i Århus, København, Odense, Es- 
bjerg og Køge, indtil han blev kaldet til 
sit nuværende kald. 

Vi beder Gud velsigne ældste Orme i 
det store, ansvarsfulde kald, der nu er 
pålagt ham. 




Ny bogtrykker på missionskontoret 

Den 15. juni blev ældste George Randall 
Sorensen atter kaldet som bogtrykker på 
missionskontoret. 

Ældste Sorensen er fra Rancho Cordova, 
California, og kom til Danmark den 2. 
april 1968. Han har arbejdet i Rødovre, 
Hjørring, Amager, København Indre By, 
Herlev, Vanløse, missionskontoret, Oden- 
se og Frederikshavn, indtil han blev kal- 
det til sit nuværende kald. 
Vi beder Gud velsigne ældste Sorensen 
i det ansvarfulde kald, der nu atter er på- 
lagt ham. 



349 




Missionærankomster: 

Den 14. august er følgende missionærer an- 
kommet til den danske mission: 
Nile H. Hall fra Lorenzo, Idaho, beskikket til 
at arbejde i Næstved. 

Michael Ray Dalton fra Burkeville, Virginia, 
beskikket til at arbejde i Sønderborg. 
Kenneth L. Mortensen fra Mesa, Arizona beskik- 
ket til at arbejde i Holte. 
Ronald Lynn Jensen fra Brigham City, Utah, 
beskikket til at arbejde i København. 




Timothy H. Hess fra Farmington, Utah, beskik- 
ket til at arbejde i Søborg. 
Bruce R. Green fra Lapoint, Utah, beskikket til 
at arbejde i Tåstrup. 

Gary H. Mortensen fra Manassa, Colorado, be- 
skikket til at arbejde i Hvidovre. 
Brent Johansen fra Orem, Utah, beskikket til 
at arbejde i Slagelse. 






Dødsfald i Amerika: 

Fra Amerika har vi modtaget den sørge- 
lige meddelelse, at tidligere missionær 
i den danske mission, J. Stephen Wood- 
bury, er omkommet ved en automobil- 
ulykke den 9. august. Ældste Woodbury 
arbejdede som missionær i årene 1965- 
68, sidst som assistent til missionspræsi- 
dent Don L. Christensen, og blev kun 24 
år gammel. 

Vi udtaler et: Æret være J. Stephen 
Woodburys minde! 



John Alan Stevens fra Las Vegas, Nevada, be- 
skikket til at arbejde i Herning. 
George P. Faris fra Spanish Fork, Utah, beskik- 
ket til at arbejde i Ålborg. 
Donald J. Eyre fra Nephi, Utah, beskikket til at 
arbejde i Brabrand. 

Clifton B. Farnsworth fra Delta, Utah, beskikket 
til at arbejde i Odense. 



Kerry W. Rasmussen fra Ogden, Utah, beskikket 

til at arbejde i Århus. 

Terry L. Fowler fra Murray, Utah, beskikket til 

at arbejde i Ålborg. 

6. august: 

Palle Sørensen fra Aarhus, beskikket til at 

arbejde i Hjørring. 




350 



DAB: 

Fredericia: 12. juni: 

Maring Erka Bill, døpt af ældste Dennis Poul- 
sen, håndspålæggelse ved ældste David Olsen. 

Centrum Sjælland: 13. juni: 

Per Alvin Kiilerich Frederiksen, døbt af broder 
Henning Kiilerich Frederiksen, håndspålæggelse 
ved samme. 

København Gren: 1. august: 
Lisa Andersen, døbt af ældste Kenneth W. An- 
dersen, håndspålæggelse ved samme. 
2. august: 

Elisabeth Margarethe Christensen, døbt af ældste 
Perry Hawkins håndspålæggelse ved ældste 
Daryl Jenkins. 

Frants Georg Frederiksen, døbt af ældste Curtis 
Parker, håndspålæggelse ved ældste Mark 
Millet. 
7. august: 

Jens Kamp Nielsen, døbt af ældste LaMar Ma- 
bey, håndspålæggelse ved samme. 
Mogens Flemming Mogensen, døbt af ældste 
Perry Hawkins, håndspålæggelse ved broder 
John L. Jørgensen. 

Hanne Danemann Mogensen, døbt af ældste 
Preston Pickett, håndspålæggelse ved ældste 
Darryl Jenkins. 

Aalborg: 1. august: 

Hilda Laursen, døbt af ældste Ray Quist, hånd- 
spålæggelse ved ældste David Wiest. 
9. august: 

Leon Bang Olsen, døbt af ældste Kent Marchant, 
håndspålæggelse ved ældste Dana Green. 
Lene Mortensen Olsen, døbt af ældste Kent 
Marchant, håndspålæggelse ved ældste Dana 
Green. 

Michael Bang Olsen, døbt af ældste Dana 
Green, håndspålæggelse ved ældste Kent Mar- 
chant. 

Amager, 15. juni: 

Hertha Olsen Sørensen, døbt af ældste Mark 
E. Robinson, håndspålæggelse ved ældste Larry 
D. Crenshaw. 



Ordinationer: 
Aalborg: 31. maj: 

Keld Jensen ordineret til ældste af missions- 
præsident Paul L. Pehrson. 

Horsens: 22. juni 

Kurt Willemann ordineret til ældste af missions- 
præsident Paul L. Pehrson. 

Odense: 16. august: 

Jan Birk ordineret til ældste af missionspræsi- 

dent Paul L. Pehrson. 



Velsignelser: 

Aarhus: 7. juni: 

Svend og Marianne Henriette Christensens 

datter, Heidi Christine Christensen, velsignet 

af broder Jens Lind Jensen. 

Odense: 2. august: 

Lars Frees Horneman og Lilian Bohmann Horne- 
mans søn, Jesper Horneman, velsignet af sin 
fader. 

København Gren: 2. august 

Kenneth W. Andersen og Marion Als Andersens 

søn, Peter Kenneth Andersen, velsignet af sin 

fader. 



Dødsfald: 
Vejle: 

Den 20. april døde broder Anker Madsen, knap 
69 år gammel. Æret være broder Madsens 
minde! 

Amager: 

Den 19. juli døde broder Knud W. Nielsen, 70 

år gammel. Æret være broder Nielsens minde! 

Horsens: 

Den 18. august døde søster Anne Margrethe 
Kjeldsen Tang, 70 år gammel. Æret være søster 
Tangs minde! 



Missionærafløsninger: 

Følgende missionærer er blevet hæderlig afløst 

fra deres arbejde i den danske mission: 

28. juli: 

Gordon Sorensen fra Richfield, Utah, efter sidst 

at have arbejdet i Rødovre. 

Randy Sorensen fra Rancho Cordova, California, 

efter sidst at have arbejdet som bogtrykker på 

missionskontoret. 

18. august: 

Richard Sorenson fra Twin Falls, Idaho, efter 

sidst at have arbejdet som omrejsende ældste. 

Arlyn Whipple fra Salt Lake City, Utah, efter 

sidst at have arbejdet i Slagelse. 

David Lewis fra Tucson, Arizona, efter sidst at 

have arbejdet i Roskilde. 

Dennis Poulsen fra Woods Cross, Utah, efter 

sidst at have arbejdet i Kolding. 

LaMar Mabey fra Riverton, Utah, efter sidst at 

have arbejdet i Hjørring. 

20. august: 

Alice Dodd fra Provo, Utah, efter sidst at have 

arbejdet i Horsens. 

Janice Work fra Porterville, California, efter 

sidst at have arbejdet i Horsens. 

22. august 

Roger Hatch fra Provo, Utah, efter sidst at have 

arbejdet som sekretær for missionspræsident 

Paul L. Pehrson. 

Ardean Andersen fra Mayfield, Utah, efter sidst 

at have arbejdet i Tåstrup. 

27. august 

D'Ann Christensen fra Tremonton, Utah, efter 

sidst at have arbejdet på Amager. 

Karen Marie Rosander fra Payson, Utah, efter 

sidst at have arbejdet på Amager. 

1. september: 

Dan Lee Dahlgreen fra Brookings, South Dakota, 

efter sidst at have arbejdet i København. 



Fødselsdage: 

Vi siger til lykke til følgende søskende: 
Johan Frederik Kristian Tabermann, Ha- 
derslev, 70 år den 12. december. 
Birthe Jensen, København, 65 år den 17. 
december. 

Ejner Kramer, København, 65 år den 20. 
december. 

Olga Ørregaard, København, 80 år den 
22. december. 

Kathrine Steffensen, København Nordre 
Gren, 70 år den 24. december. 
Arnold Jensen, København, 70 år den 25. 
december. 

Anna Edith Gotfredsen, København, 70 år 
den 28. december. 

Christine Sørensen, København Nordre 
Gren, 70 år den 31. december. 



Tempelrejse il 

I dagene 25. til og med 28. august deltog 

ca. 30 brødre og ca. 40 søstre samt 

nogle børn og unge i den danske mis- 
sions anden tempelrejse i år. 
I de fire dage blev der udført følgende 
ordinanser: 
Dåb (for de døde) 

Mandlige 248 

Kvindelige 123 

lait 371 

Ordinationer (Døde) 353 
Endowments (Levende) 

Mandlige 12 

Kvindelige 12 

lait 24 
Endowments (Døde) 

Mandlige 353 

Kvindelige 298 

lait 651 



Beseglinger (Hustruer til mænd) 




Levende 


9 


Døde 


46 


lait 


55 


Beseglinger (Børn til forældre) 




Levende 


18 


Døde 


174 


lait 


192 


lait ordinanser 


1646 



Bryllup i Amerika: 

Tidligere missionær i den danske mis- 
sion, Randall O. Christensen, viedes den 
4. september i Manti Templet til Kathleen 
Wallace Powers. Stjernen ønsker hjerte- 
lig til lykke! 



Hilsen fra tidligere tempelpræsident 
Trauffer og hustru 

Fra tidligere tempelpræsident Walter 
Trauffer og hustru Hermine G. Trauffer 
har vi modtaget et brev, hvori de beder 
os overbringe alle de søskende i Dan- 
mark, som har været med til den gave 
vi har sendt dem (en Kgl. porcellæns- 
figur: Pige der malker en ko) en hjerte- 
lig tak. Søster Trauffer skriver: „Lad 
medlemmerne vide, hvor taknemmelige 
og glade vi er for den smukke figur. Vi 
vil være stolte over at vise den frem til 
vore venner. Den vil være et vidunder- 
ligt minde om alle de gode medlemmer 
fra Danmark, som kom så trofast til 
templet år efter år." 



Vi Fortæller dem det hellere end vi viser det 

AF RICHARD L. EVANS 

Der er bekymringer, selvfølgelig, for unge mennesker og deres proble- 
mer og for den liberale måde, hvorpå nogle af dem af og til leverderes liv. 
Men grunden til en sådan bekymring, må vi indrømme, er ti Idels et produkt 
af den moralske, åndelige og fysiske ånd, som de der er ældre, nogle 
gange har tillagt sig — gennem påvirkning, holdning eller ved andres 
eksempel; af og til forældre, lærere, nogle gange fabrikanter og forret- 
ningsfolk; producenterne og leverandørerne af uren underholdning; de 
der har slækket på håndhævelsen af loven; de der har udnyttet usøm- 
meligheden, opgivet de moralske befalinger og ladet hånt om livets sik- 
kerhed. Ærlig talt må vi indrømme, at mange af de unge menneskers 
vanskeligheder kommer af forældrenes ligegyldighed eller vildledelse — 
idet de undlader at være et eksempel, som de unge sikkert kunne følge. 
Ikke fordi de unge er uden ansvar for deres egne handlinger, og beslut- 
ninger, men nogle andre, som skulle vide bedre, må tage del i noget af 
ansvaret for en hvilken som helst svigten, der er i livets beskaffenhed. 
Vi fortæller dem hellere end vi viser dem — og vi fortæller det ikke 
engang så godt, som vi burde. Yderligere tager vi mere og mere hensyn 
til dem fysisk, og mindre og mindre moralsk og åndeligt og efterlader 
dem ofte med alt for lidt frugtbar aktivitet; vi glemmer ofte, at de er 
modtagelige for at lære meget mere, at være meget mere; og i udstrakt 
grad vil de leve op til, hvad vi venter af dem — hvis vi beder dem om det 
tidligt nok — og viser dem det oprigtigt i det liv, som vi lever. Vi bør så 
tidligt som muligt dele det presserende arbejde i verden med dem og 
vise dem, at vi har tillid til dem og opfordrer dem til alvorligt arbejde. 
Og når vi opdrager dem, må vi hellere være sikre på, at vi viser dem, 
hvordan de burde være, ved den måde, som vi er — for, op eller ned, 
godt eller dårligt, lykkelig eller ulykkelig, moralsk eller umoralsk, ren 
eller uren, kompetent eller ukompetent — må vi dele ansvaret for, hvor- 
dan de lever deres liv. Det er godt at fortælle dem — men det er absolut 
afgørende at vise dem. 

„Det talte ord" fra Temple Square, præsenteret over KSL og Columbia 
Broadcasting System, 15. marts 1970. O